Badeværelset efteråret 2019


Efteråret er her, og vi bruger mere tid indenfor på fordybelse og eftertanke – og det kan ses på badeværelset. Renhed og velvære er i fokus, og materialer af god kvalitet og muligheden for selv at designe sit udtryk er i centrum.

Camilla er blevet interviewet af Næstved Flisecenter, og vi har i samarbejde med dem lavet en tekst om tendenser i indretningen af badeværelset i dette efterår – vi har fået lov til også at bringe artiklen her.

I 2019 kan du tillade dig en del. Du kan indrette dig, som du lyster, så længe du gør det med omtanke og med miljøet i baghovedet. Vælg din indretning på badeværelset, så den passer til dig og afspejler din personlighed. Indret dig, så der er rum til velvære i dit baderum, forkæl dig selv og nyd et roligt øjeblik, næsten som var du i spa. Og hold så fokus på langtidsholdbare løsninger i god kvalitet, for det er mest bæredygtigt på den lange bane. Dét er designer, indretningsekspert og interiørskribent, Camilla Skøtts bedste råd til badeværelset i efteråret 2019:

”Både producenter og forbrugere har det gode liv, nuet og miljøet i centrum her i slutningen af 2019. Det er ikke længere de store voluminøse løsninger, folk vælger for enhver pris. Nej, de vælger måske nok dyrt og prangende, men kun hvis det er lavet af gode materialer, der holder længe og emmer af kvalitet,” siger Camilla Skøtt.

Er du glad for at indrette med gode materialer, så læs her hvilket smukt hvidt gulv, Camilla har valgt i sit eget hjem.

Gå med natursten, smukke mønstre og den gode base

I de seneste år er forbrugerne blevet mere og mere modige på badeværelset, og det er de forsat her, hvor året lakker mod enden. Men der lurer også en modpol derude, som gør indtryk på folk. Det er nemlig ikke en forbrugsfest at lave et nyt badeværelse. Det er en stor investering, og selvom folk bliver mere og mere glade for anderledes former, spændende farver og sprælske mønstre, så skal det også se godt ud på den lange bane, forklarer Camilla Skøtt.

Hun ser tendensen gå i særligt to retninger. Den helt klassiske rene vej med produkter i topklasse, hvor udtrykket er så enkelt og kvalitetsbetonet, at baderummet oser af en afdæmpet luksus med fokus på det enkelte individ. Modsat søger rigtig mange mod en eksperimenterende eksotisk stil, hvor man overrasker og leger i baderummet, men ikke på bekostning af bæredygtigheden. Nærmere i et smukt samspil, hvor accessoires også spiller en stor rolle.  

”Derfor er badeværelser med smuk natursten i høj kurs for tiden. Det er en eksklusiv vare, som holder i årevis både på materialefronten og stilsiden. Vi danskere kan ikke få nok af natursten som marmor og kalksten, og vi vil gerne bruge det i både køkkener og baderum som bordplader eller på de helt store flader som gulv og i brusekabinen,” siger Camilla og fortsætter:

”Derudover er det stadig de varme udtryk med udenlandsk præg, der hitter. Vi ser mange populære flisegulve og vægge på badeværelser med mønster, farver og præg fra Marokko, Sydeuropa, Sverige og England. På farvefronten går vi enten med de afdæmpede sarte eller støvede nuancer, eller også går vi i en mere 90’er præget retning med kontrastfarver og modige valg.”

Miks og match dit eget baderum

Ja, alt er tilladt. Og mange fliseproducenter imødekommer gerne kundernes behov for selv at sætte deres præg på baderummet. Det er langt hen ad vejen muligt selv at sammensætte forskellige farver, mønster og former fra diverse serier. Mange ønsker sildeben på gulvet, fliser der vender rektangulært på væggen, pasteller i et miks eller træ-look i stedet for de klassiske fliser. Og alt det kan uden problemer lad sig gøre i efteråret 2019. 

Der er meget få grænser for udfoldelserne, og det er vigtigt for forbrugerne. Et toilet eller baderum er nemlig ikke længere blot et rum, hvor vi går i bad og vasker vores hænder, påpeger Camilla:

”Vi har integreret vores badeværelse som en del af vores andre vigtige opholdsrum, og derfor skal det også signalere noget på indretningsfronten. Vi vil så gerne give os selv og vores gæster en oplevelse på badeværelset, og derfor bruger vi mere tid end nogensinde før på at udvælge de rette fliser, armaturer og baderumsmøbler. En tur på badeværelset skal være en behagelige og stemningsfuld oplevelse,” afslutter Camilla Skøtt.

Du kan også indrette med flotte farver i din bolig, hvis du vil ændre stemningen her til efteråret – læs om hvordan du får mod på at bruge farver i dit hjem lige her.

Har du lyst til at se mere til de fliser og natursten, du kan få hos Næstved Flisecenter, så kan du finde dem lige her på www.fliser.dk

N.B. Vi bringer artiklen på forspørgsel af os selv og er ikke blevet betalt for at gøre det.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *