Billedvæg – note to myself

– reklame – En flot billedvæg taler direkte til mit indretterhjerte, og jeg er da også virkelig glad for dem, der er herhjemme. Men… der er do’s and don’ts, har jeg nu fundet ud af, og dem deler jeg her.


Min billedvæg(ge) er helt klart der, jeg får størst respons på Instagram, og det skyldes nok, at mange andre elsker de grafiske opsætninger lige så meget, som jeg gør.

I A little story har vi efterhånden lavet en del artikler om den såkaldt “perfekte” billedvæg, og om hvordan du griber det an, hvis du har en masse billeder, du gerne vil samle på én væg. Man skulle jo så tro, at jeg bare følger vores egne gode råd, men næh nej. Bag billederne på på væggen til højre gemmer der sig intet mindre end 14 (!) huller. Der ikke er i brug, vel at mærke – og vi snakker om en billedvæg med kun 7 billeder.

Det er væggen til højre, der gemmer på de mange huller.

Do’s and don’ts

Jeg har tre forskellige billedvægge i det rum, der gør det ud for vores køkken, stue og spisestue. Hver af dem har jeg grebet an på forskellig vis. Ikke forsætligt, faktisk, men efter de mange huller jeg netop har lavet på den sidste væg, har jeg fundet ud af, at det ikke er helt ligegyldigt at forberede sig lidt.

Jeg gennemgår de forskellige metoder nedenfor, og jeg er sikker på, at du er enig, når du har læst færdig.

1. Gallerivæg – max forberedelse

De første billeder, der overhovedet kom op at hænge i huset, er billederne af vores børn og de oplevelser, vi har haft med dem på nogle af vores bedste rejser.

Den væg havde jeg forberedt. Meget endda. Mest af utålmodighed fordi jeg ikke kunne vente til vi skulle flytte ind. Normalt er jeg lidt mere “vi ser hvordan det går”-typen. Men altså… forberedt mig, det havde jeg. Jeg tegnede ganske enkelt alle rammerne/billederne ind i et tegneprogram og flyttede rundt på dem, indtil jeg til sidst havde den opsætning, du ser på billedet. Og der er ingen skjulte huller bagved!

2. Gallerivæg – middel forberedelse

Den næste billedvæg er en samling af billeder, der hver især har betydning for Torben og jeg. Enten fordi vi har fået dem i gave, købt dem i en særlig anledning eller har fået dem af vores børn.

Her var jeg lidt mindre forberedt, men jeg havde nu alligevel en helt klar idé om, hvordan billederne skulle hænge. Jeg havde lagt dem op på gulvet og byttet rundt, indtil jeg fandt den rigtige opsætning. Og der gemmer sig kun et enkelt overskydende hul på den væg. Faktisk gemmer det sig ikke engang – det er over billedet med anden, og det fungerede bare ikke med et billede der.


3. Gallerivæg – minimal forberedelse

Den sidste billedvæg. Det er der, alle hullerne gemmer sig. Den består af forskellige billeder, primært fotokunst, som jeg har købt gennem tiden, og jeg havde kun en meget lille idé om, hvordan de skulle hænge, inden jeg gik i gang. Hvilket viste sig at være ret dumt.

Jeg prøvede mig frem, og efter første forsøg så det ud som på billedet her:

Allerede her er der 6-7 huller uden funktion, fordi jeg ikke kunne blive enig med mig selv om højden på flere af billederne. Og det virkede ligesom ikke helt for mig. Det var noget med de mange forskellige linjer; det blev for rodet for mit øje.

Op på hesten med mig igen, og her er så det sidste resultat:

Det er blevet helt okay, synes jeg. Og det var faktisk plakaten fra Plakatn (altså den med kvinden i den blå trøje med den store mund), der fik mig i gang igen. Jeg var gået lidt i stå, fordi jeg netop ikke kunne se det for mig.

Så hvordan laver du en billedvæg?

Det korte af det lange er, at du med fordel kan forberede dig en smule, hvis du gerne vil ramme den “perfekte” opsætning i første hug. Et tegneprogram er måske lige til den gode side, men læg dine billeder op på gulvet og skab dig et overblik, så du ved, hvordan de skal hænge på væggen.

Når det er sagt, så er det indimellem også bare et spørgsmål om at kaste sig over det, tror jeg. Bare prøv. Mettemaje og jeg har været i en del hjem, hvor væggene var gabende tomme, fordi ejerne var bange for at lave huller. Man kan altid lappe hullerne igen (siger jeg til mig selv).

Og er det vigtigt, at billederne passer sammen? Ikke for mig – de passer jo sammen i den forstand, at du kan lide dem allesammen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *