Boligdrømme

Boligdrømme – hvorfor kan jeg ikke bare drømme om én ting?

Boligdrømme. Det lyder jo ganske uskyldigt at drømme om, hvordan rammerne omkring familielivet skal se ud. Og det er det i og for sig også – hvis bare jeg kunne nøjes med at drømme om én ting, altså.

Jeg har denne her last (jeg er sikker på, der er mange af jer, der også har den); jeg elsker at kigge på boliger til salg. Og på boliger der ikke er til salg for den sags skyld. Og på boligprogrammer. Og boligblade. Og, og og…

Ikke at der er noget ondt i det. Problemet er bare, at jeg snart drømmer om så mange forskellige ting, at det er blevet umuligt at mærke, hvad jeg VIRKELIG drømmer om.

Her er mine top 3 boligdrømme for øjeblikket:

1) At bo i et kæmpe drivhus

Vi så det her boligprogram fra Norge (eller Sverige?), hvor et par byggede deres drømmehus inden i et kæmpestort drivhus. Og dét gad jeg altså godt. De kunne sidde “udendørs” fra marts til oktober og nyde sollyset, og de kunne have et væld af planter, de kunne passe uden at skulle ud i det kolde, våde vejr. Huset i sig selv var på ca. 140 kvm, mens selve drivhuset var 600 kvm eller noget i den stil.

Kunne det ikke være vildt? De byggede hele molevitten et sted langt ude på landet, så de vågnede i øvrigt op med den smukkeste udsigt hver evig eneste morgen.

Apropos drivhuse har du så nogensinde læst denne artikel, hvor vi viser nogle af de skønneste lysthuse, vi har besøgt på vores vej rundt i Danmark?

Boligdrømme - jeg har mange forskellige drømme for fremtiden. At bo i et drivhus er én af dem.
Det var ikke det her hus, der var med i programmet, men alligevel. Er det ikke fedt?

2) At flytte hele familien sydpå

Som mange andre er jeg SÅ fascineret af den rejse, @_frenchfeelings_ er taget på. De har rykket alle rødder op og har købt det skønneste (projekt)hus i Sydfrankrig, som de nu sætter i stand i ro og mag under den franske sol.

Om det skulle være Frankrig, ved jeg ikke. Måske. Vi er begge to ret vilde med landet. Uanset hvad drømmer jeg tit om, at det var en rejse, vores familie turde tage. Bare for at se, om det kunne være livet for os. Det kan nærmest ikke defineres som boligdrømme – det er vel nærmere en livsdrøm af en art? Men jeg (vi) er nok i virkeligheden lidt for tryghedssøgende og for tæt knyttet til familien til at vi nogensinde ville overveje det sådan for alvor.

@_frenchfeelings_ sydfranske slot – hvis du ikke følger dem allerede, kan jeg kun anbefale dig at gøre det. Om ikke andet så for at få en lille smule magi i hverdagen 🙂

3) Den klassiske renovering

Der er ikke meget nyt under solen på denne front, men jeg drømmer i den grad om at prøve kræfter med et renoveringsprojekt. Måske viser det sig, at det slet ikke er noget for os (jeg er temmelig sikker på, at det ikke er noget for Torben), men jeg ved det jo ikke, før jeg har prøvet det.

Og ja, jeg ved godt, at det hele ser meget sjovere ud på instagram, men alligevel. Det der med at skabe noget nyt ud af noget gammelt. Mand, det gad jeg godt!

Med tanke på mine boligdrømme kan man så spørge, hvad planerne for fremtiden mon er? Og der må jeg skuffe… indtil videre tror jeg, vi bliver boende i vores nybyg og nyder, at der er ro og overskud til børn og hverdag. Kedeligt men sandt. Så må vi se, om der skal ske noget andet engang 🙂

Har du boligdrømme – eller lever du én ud lige nu – så vil jeg vildt gerne høre om dem. Måske kan jeg blive inspireret til endnu flere af slagen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *