Det store valg – vi sælger huset

Det er ikke husets skyld, det er ikke byens skyld, og vi er ikke trætte af at renovere. Men vi har bare måtte erkende, at vi er kommet for langt væk fra Daniels arbejde, hvis familielivet for alvor skal løbe rundt – og vi savner København.


Det er et enormt svært valg, vi har truffet. At sælge vores gamle skole. Vi har tænkt og tænkt og tænkt. Vi brugte hele vores ferie i Thailand i januar på at snakke frem og tilbage 1000 gange. Men hver gang kom vi til samme konklusion:

Den gamle skole er vores boligdrøm, men beliggenheden harmonerer ikke med vores drøm for vores familieliv. Vi er kommet for langt væk fra København.

København tur/retur

Da vi købte skolen og flyttede fra byen, tog det mere hårdt på os, end vi overhovedet havde forestillet os. Det knuste mit hjerte, og vi græd da vi kørte derfra. Vi tænkte, det var naturligt, og det er det måske også for nogen. Men vi forlod et hus og et område, vi elskede. Det føltes både rigtigt og forkert. Forkert fordi vi egentlig ikke ville væk. Rigtigt fordi vi havde fundet drømmehuset.

Men måske var det ikke den rette beslutning. Måske var det, fordi landlivet skulle prøves af, så vi kunne finde ud af, at det ikke er for os. Vi bruger for mange timer i bil – Daniel frem og tilbage på jobbet, og når vi har fri og gerne vil lave de ting, vi holder af. Mange af de ting ligger i København, og vi har nok måtte erkende, at vi er mere københavnere, end vi troede. 

SÅ derfor har vi besluttet at flytte tilbage tættere på København igen – vi finder aldrig et sted som her igen, men det er også okay. Vi finder et andet lille sted, som vi kan indrette og gøre rart, og så kan vi hoppe på cyklen derfra og tage ud i livet.

Et par dage efter vi flyttede ind – så smukt

Vores drømmehus lidt endnu

Vi stopper ikke med at have projekter og indrette, blot fordi vi finder en ny bolig (tør ikke skrive hus her, for med priserne i København, bliver det måske nærmere et halvt hus eller noget mindre)…men vi holder stadig meget af at ordne, og den store proces med huset her har i hvert fald lært os en masse, som vi kan bringe med os videre til næste hus.

Der kan gå lang tid, før huset er solgt, så vi stopper heller ikke med at ordne her, blot fordi huset er til salg. Vi fortsætter med alt det, vi havde tænkt os, indtil en køber dukker op – og næste projekt er et par højbede☺️

God mandag derude☺️

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *