Få dine forårsblomster til at holde helt til sommer


Har du også dårlig erfaring med at holde liv i de første forårsblomster, som du farer ud og køber, så snart frosten letter og solen titter frem? Få her et par brugbare tips til at holde liv i dem så længe som muligt. 

Forårsblomster: For et par uger siden lavede jeg et samarbejde med Plantorama, hvor jeg stylede vores terrasse med de fineste forårsblomster – det samarbejde er dette indlæg dog ikke en del af, det er blot afsættet til det😊

Jeg er stor tilhænger af afdæmpede farver i det tidlige forår, når jeg vælger forårsblomster, så jeg plantede en masse krukker til med hvide tusindfryd…og ihhh hvor det pynter.

Nå, men i forlængelse af det snakkede Daniel og jeg om, hvor længe de her blomster mon ville holde. Vi har før købt forårsblomster, som ikke holdt særlig længe. Og vi vil jo helst kunne kigge på dem, indtil det bliver sommer – mest fordi de er fine, men også fordi det er spild af både penge og blomster, hvis de hurtigt går til.

Stadig en læringsproces

Jeg begyndte at søge lidt rundt for at blive klogere på, hvad vi kunne gøre – jeg googler ret meget, når det kommer til haveliv, for jeg er vel det, man kan kalde i en læringsproces…jeg ved en del, men jeg ved slet ikke særlig meget, når alt kommer til alt.

Heldigvis fik jeg svar på en masse på det store internet – og jeg deler her de tips, jeg selv har tænkt mig at gå videre med…de fleste råd kendte jeg i forvejen, men det er ikke nødvendigvis den eneste sandhed. Husk det – jeg er ikke en fagperson, blot en glad havetype der afprøver lidt af hvert.

Men her komme det😊

1. Vælg planter der tåler frost

Når du tager ud for at købe dine forårsplanter, så vælg gerne en plante, der kan tåle lidt frost. Det kan de fleste forårsplanter. De er ret hårdføre, men jeg synes især, at stedmoderblomster og hornviol har holdt længe for os. På tusindfryd stod der – tåler let frost – så vi var lidt nervøse i nat, men de står fint på vores terrasse lige nu…så mon ikke det går.

2. Sæt planten det rigtige sted

Du skal sætte dine planter, så deres krav til sol og skygge opfyldes. Du tænker måske ikke så meget over det i det tidlige forår, hvor vi alle klapper i hænderne, hvis bare solen kigger frem. Men jo mere solen får fat og jo varmere det bliver, jo mere skal du altså lige overveje, hvilken slags plante du har købt dig. Læs hvilke forhold din plante trives bedst under på planten, når du køber den….eller find råd på nettet.

Har du fluer i dine planter – få her tips til at fjerne dem

3. Giv dine planter god jord og næring

Der findes mange slags jordblandinger til blomster og planter. Mange er ganske fine og flere er henvendt til bestemte slags planter. Læs på pakken før du køber jorden, så du får den rigtige jordblanding til dine planter. Og køb så god jord i stedet for at mikse en gang billig jord med rester fra haven eller en anden gammel krukke, fordi du bliver nærig…det er vejen til syge og triste planter. Det kan også være en god idé putte lecakugler eller andet i bunden, der kan dræne.

Du må også meget gerne give dine forårsblomster gødning, som du gør det med andre af havens planter. Du skal give dem i de blandingsforhold, der står på din gødning.

Bliv klogere på plantemoden anno 2020 – lige her

4. Vand vand vand

Når du planter dine forårsblomster i krukker, så har de som regel nemmere ved at tørre ud, end de planter som står i jorden. Husk derfor at passe godt på dem og giv dem vand, så jorden ikke tørrer for meget ud. 

5. Få flere blomster for pengene

Hvis du gerne vil have blomster så længe som muligt på dine forårsplanter, så skal de passes – de skal vandes, gødes, stå rigtigt og så skal du huske at fjerne døde blomster undervejs, så nye kan komme til.

Sådan! Det er mine bedste råd til dig, der gerne vil have dine forårsblomster så længe som muligt.

/MetteMaje Skøtt 

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *