Få inspiration til at male en enkelt væg i hjemmet.

Farver i indretningen: Få mod til at male vægge, døre og trapper

Hvis du kigger dig omkring i dit hjem, er dine vægge så helt hvide? Den minimalistiske tilgang til indretning er typisk skandinavisk, og mange af os er en smule bange for at kaste os over farverne. Men det er ikke meget, der skal til.

– – –

Bliver du nervøs bare ved tanken om at male en væg? For hvad farverne vil gøre ved din indretning? Om det bliver for meget, for vovet, for mørkt eller for feminint? Vi kender det godt! Men efterhånden har vi været i så mange dejlige hjem med farver på vægge og døre, at det der med maling ikke længere virker helt så farligt. Faktisk har der sneget sig farver ind flere steder i vores egne hjem. Og det synes vi også, at der skal hos dig; det er så fint og personligt, og farver har det med at samle rummet og skabe en helhed.

Er du ikke helt overbevist af vores lille salgstale, har vi samlet en række billeder fra skønne hjem, hvor farverne virkelig fungerer godt og giver det der ekstra til indretningen. Vi håber, du bliver inspireret!

Farver fra KABE Copenhagen

Et produkt, der i den grad hitter for tiden, er indfarvet spartel fra KABE Copenhagen. Vi har ikke selv prøvet det, men vi har været hos et par søde mennesker, der har. Farverne er allesammen dæmpede – og det skulle efter sigende være nemt at arbejde med.

Camilla drømmer om at få lov at bruge Indian Summer i køkkenet (men møder lidt modstand på hjemmefronten), mens MetteMaje snildt kunne liste Starlight eller Warm Teracotta ind i huset. Hvilken farve er din favorit?

Farver // KABE Copenhagen farvekort
KABE Copenhagens farvekort er forholdsvis afdæmpet, og ingen af farverne stikker for alvor af i den nordiske indretning.
Inspiration til Kabe Copenhagen - det er smukt og enkelt!
Hos Christina (@minrede) er væggene flere steder spartlet med Kabe – og det fungerer rigtig godt. Du behøver ikke spartle hele væggen for at få et fint udtryk. Du kan sagtens nøjes med et afgrænset område som her.
Inspiration til KABE Copenhagen. Det er nemt og superflot.
Stuen har også fået en omgang hos Christina, og den blå farve er bare superfin sammen med de rosa puder.

KABE Copenhagen // Få inspiration til at spartle væggene i dit hjem

Kalkmaling fra Jotun

En anden tendens, vi har set meget til ude i det danske land, er kalkmaling. Primært fra Jotun; en maling de kalder LADY Minerals. Rent visuelt ligner det lidt KABE – uden alligevel at gøre det – men det er maling, ikke spartel. Det kan påføres væggen enten med pensel eller rulle, alt efter hvilket udtryk man ønsker. De har lavet en ret fin vejledningsfilm, så det er nærmest ikke til at gøre forkert.

Se hvordan kalkmalingen indrammer køkkenet
I det her hjem har ejerne rammet køkkenet ind ved at male bagvæggen med kalkmaling. Det ser superflot ud til det hvide køkken.
Få inspiration til at male med kalkmaling fra Jotun.
Hos Rina (@rinakamp) finder vi et helt andet udtryk. Den smukke blå farve får teaktræskommoden til at stå frem og danner en fin ramme omkring sengen.

At male en enkelt væg, en trappe eller en dør

Nogle gange er det lettere at gribe malerpenslen, hvis det ikke er hele rummet, der skal males – og du kan skabe nogle ret fine effekter ved kun at male en enkelt væg. Når du skal vælge farve, så gå efter din mavefornemmelse. Er du vild med det feminine udtryk, så vælg en rosa som hos Monika. Er du til mørkere kontraster, så er den støvede blå væg hos Rina et godt bud. Er du bare vild med blå, ligesom Pernille, så mal væggen i en flot blå farve – og hvis du tør, så lad gulvet få en tur også.

Få inspiration til at male en enkelt væg i hjemmet.
Til venstre er det Monikas feminine univers, mens det til højre er Rinas blå væg. Har du mod på det, så mal også karme og dør – det giver et fint, æstetisk udtryk.
Få inspiration til at bruge farver i din indretning
Hvis du skulle være i tvivl, kan vi fortælle, at Pernille elsker farven blå – og hun har ikke været bange for at bruge den. Vil du se mere fra hendes hjem, så finder du flere billeder her.

Du får lige lidt flere billeder til inspiration, og så deler vi et lille tip til sidst.

Få gode råd til at male en væg i hjemmet.
Vælg en farve, du kan lide. Det er ikke så vigtigt, om den følger moden, så længe du er glad for den. Og når du ikke er det længere, tager det heldigvis ikke lang tid at gøre det om.
Se flotte billeder og få inspiration til at male en væg derhjemme.
Den dæmpede blå farve er virkelig fin i soveværelset.
Få inspiration til at bruge farver i din indretning.
Det behøver ikke nødvendigvis være en væg, du maler – du kan skabe flotte effekter ved at male en dør eller en trappe i stedet.

Et lille tip når du skal vælge farve

Når du skal finde ud af, hvilken farve du skal have derhjemme, kan du sagtens starte med at søge inspiration på nettet, men du skal være opmærksom på, at farverne på skærmen kan variere ret markant fra virkeligheden. Så start med at finde den tone, du forestiller dig, du vil bruge, og tag så et smut forbi en farvehandler. Her skal du bruge god tid på at kigge farvekort, og derefter anbefaler vi altid, at købe tre farveprøver i forskellige nuancer – så kan du nemlig teste dem derhjemme.

Den farve, du ser på farvekortet, er printet på papir, og lyset du står i hos farvehandleren er kunstigt; derfor vil du altid opleve farven anderledes hos dig selv. Når du tester malingen, så gør det på den væg, du har tænkt dig at male efterfølgende – der er nemlig også stor forskel på, hvordan du ser farven afhængig af det lys, der falder på den.

Og ja… vi ved godt, at det er omstændeligt. Men tro os – hvis du har prøvet at male en hel væg med en farve, der viser sig ikke at fungere, så ville du ønske, at du havde testet den først (jep, vi taler af erfaring…)

God fornøjelse med malingen. – og vi vil blive så helt igennem glade, hvis du vil dele dine farvede indretningsdetaljer med os på Instagram ved at bruge #alittlestorydenmark. Eller bare kigge forbi og se de mange inspirationsbilleder, vi lægger op.

One Comment

  1. I see you don’t monetize your website, don’t waste your traffic,
    you can earn additional bucks every month. You can use the best adsense alternative for any type of website (they approve all
    websites), for more info simply search in gooogle: boorfe’s tips monetize your website

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *