juletræsfældning

I december glæder jeg mig til…


Herhjemme i det lille hvide hus elsker vi alle julen – heldigvis har jeg fundet mig en mand, der er lige så juleglad som mig. Altså vi er ikke jule-tosser, så galt er det ikke, men vi holder af hyggen, varmen, maden, samværet og kærligheden i december. Derfor er der også en del ting, jeg glæder mig ekstra meget til i december – se min liste med de ti favoritter lige her. Måske minder den lidt om din:

1. Fejre kærligheden ekstra meget den 1. december
Det er 2. december i dag, så vi har allerede været i gang med den første store ting på min liste.

1. december var i går på en søndag, og vi havde den hyggeligste dag. 1. december er en særlig dag herhjemme. Udover at det er den store start på julemåneden, så er det også den dag, hvor Daniel og jeg blev gift. For et år siden. Det er også den dag, hvor vi blev kærester for vel seks år siden – vi havde datet et stykke tid, og vi var ude og drikke en øl og få et par håndmadder på et klassisk værtshus i København, da vi efterfølgende gik tur i Frederiksberg Have. Her sagde Daniel, om ik’ vi snart skulle kalde os for kærester. Og det skulle vi😊

Så du kan nok forstå, at 1. december er en dag fyldt med kram, kys, hygge og kærlighed her i det lille hjem. 

Jeg har ikke skrevet meget om brylluppet, men lidt om dagen kan du da læse lige her.

2. Finde juletræ og pynte det
Dét har vi faktisk også allerede gjort. I lørdags tog vi alle tre på jagt efter det perfekte træ. Vi drog til et fæld-selv-sted godt pakket ind i varmt tøj og ankom til marken som de første. Det var en kold og smuk morgen, og selvom vi havde meget tøj på, frøs vi. Men pyt med det – vi fandt efter en del tid et flot træ, der gik helt til loftet. En meget vigtig detalje for Daniel. Og vi hyggede os en hel masse, især Bernhard syntes, det var enormt sjovt at fælde træet. I går, 1. december, tog vi det ind om eftermiddagen og pyntede det sammen, og så sluttede vi af med risengrød og julekalender. Perfekt!

3. Min fødselsdag
Nå, men der er heldigvis også en masse ting, vi endnu ikke har gjort, som jeg glæder mig til i december. 

I morgen den 3. december er det min fødselsdag. Hurra for mig! Og den dag glæder jeg mig altså altid til (hvem gør ikke det). Jeg plejer at holde fri den dag. Det gør jeg også i morgen, hvor jeg formentlig skal læse i en hyggelig bog, dase og måske gå en tur i biffen eller noget. Sidste år traskede jeg rundt i Berlin med Daniel på en to-dags bryllupsrejse. Vi drak kaffe, holdt i hånden, spise asiatisk til frokost og var på vores favoritsted til aften, hvor vi fik os et glas vin og en bøf. En ret god dag. Tror i morgen bliver lige så fin – jeg ved i hvert fald, at Bernhard glæder sig til at lave morgenmad til mig og overraske☺️

4. Spise risengrød igen og igen
Det skal man da. Det skal vi i hvert fald. Min favorit er faktisk risalamande, som min søde mor altid lavede til mig på min fødselsdag. Selv i mange år efter jeg var flyttet hjemmefra. De sidste år er det gået lidt i glemmebogen, men det er stadig en livret. Da Daniel og jeg begyndte at date, spurgte han en dag, hvad min livret var – jeg sagde: Risalamande! OG min mors er altså den bedste i verden!

5. Kramme alle dem jeg kan li’
Nu vi er ved min mor, så glæder jeg mig næsten mest af alt til at være sammen med en masse dejlige mennesker i julen. Vi har ret mange hygge-besøg i den her måned, og heldigvis når vi både forbi Daniels og min familie over julen. Det er ret vigtigt at nå hele vejen omkring, selvom det også er en stressfuld tid, fordi vi kører meget rundt og sover en nat her og en nat der på folks gæsteværelser.

Men det opvejes af, at vi får krammet alle dem, vi elsker. At vi får snakket, grinet, holdt i hånden og kysset. Jeg synes især, jeg kan mærke kærligheden i juletiden. Og det er det skønneste, jeg ved.

6. Se julefilm og spise godter
Ja, jeg kommer ikke udenom, at jeg er en hyggefis. Og det har man heldigvis lov til at være i julen, hvor jeg glæder mig til at se julefilm og spise snolder. Jeg skal se alle de klassiske film som ”Alene hjemme,” ”Nøddebo præstegård,” ”Love Actually” og sikkert også en del halvdårlige. Det bllir så hyggeligt.

7. Lave knas og småkager
I år skal vi for første gang holde jul hos min søster. Vi plejer altid at være hos min mor og far hver andet år, men nu mener mine forældre, at vores tid er kommet. Min søster starter, og de står for det meste. Men Daniel og jeg skal have småkager med til kaffen og juleknas. Noget af juleslikket køber vi, men vi skal altså selv bage småkager og lave konfekt. 

Det har vi gjort hvert år, vi har kendt hinanden. Sidste år hjalp Bernhard til, og det skal han også i år. Det bliver så hyggeligt, og heldigvis er Daniel ret god i et køkken. Han kan holde det kølige overblik, modsat mig, så det bliver så godt så godt.

8. Læse en masse gode bøger
Det er som om, man har lidt mere lov til at fordybe sig og forbruge rolige stunder i juletiden. Det er en af de ting, jeg elsker mest af alt. Jeg er meget tænksom af natur, og jeg er typen, der har brug for ret så meget ro til bare at tulle rundt, være mig selv, nusse og læse en god bog. OG hvert år i juletiden udser jeg mig et par gode bøger, jeg skal nyde. I år er jeg startet på sådan en rigtig jule-romatisk-en, der ikke forstyrrer mit sind, men bare hygger. Og så fik jeg en bryllupsgavebog af Daniel i går, som jeg også vil læse – ihhh hvor jeg glæder mig.

9. Se mere end én julekalender
Jeg suger jule-tv til mig, og jeg følger hvert år med i julekalender. Også selvom jeg ikke har et barn i den passende alder, så ser jeg det bare selv og tvinger Daniel med. Han er heldigvis nem at overtale. Og i år skal vi alle se den på Ramasjang med Bernhard, der allerede var helt begejstret ved første afsnit i går.

10. Glæden ved begejstringen
I december er det som om, at vi alle sammen har lidt nemmere ved at blive begejstrede og glade for selv de mærkeligste små ting. Og det vil jeg bare glæde mig over hele måneden. Jeg vil smile, når folk stopper op og siger ”Ejjjjj” til julelysene i en have, når børnene hviner over julemanden, og vi selv helt fjollet jubler og griner over indholdet af en julekalender ved morgenbordet. Julen er da så skøn, og hold nu op hvor skal den nydes. 

ALTSÅ hvornår der skal blive tid til hverdagen, aftensmad, tøjvask og rengøring i december, det ved jeg virkelig ikke. Men mon ikke det går!

Er der mon noget, jeg har glemt? Hvad glæder du dig til?

Psttt! Kan du heller ikke få nok jul – så kig forbi Rinas smukke julehjem og lad dig inspirere lige her.

Mangler du at købe en gave til jul – måske kan du finde den helt rigtige ting på vores shop “End of story” med et lille udvalg af vores favoritting. Se den lige her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *