IKEA hacks: 3 brands du skal kende

IKEA Hacks. Det der nogle mennesker bare kan; at gøre simple IKEA-ting til de skønneste møbler. Nogle af os har dog brug for professionel assistance for at lykkes – læs med, og få inspiration.

Allerførst til dig der ikke ved, hvad et IKEA hack er, så er det, når du tager et IKEA produkt og opgraderer det, så det på en eller anden måde bliver mere funktionelt eller flottere. Eller begge dele. Det er ikke bare en god måde at give nyt liv til gamle ting på, det er som regel også billigere end at smide ud og købe nyt – og helt klart mere miljøvenligt.

Der findes et væld af gode, sjove, smukke og finurlige DIY-løsninger inden for IKEA hacks, men de seneste år er der også kommet en række virksomheder til, som ganske enkelt lever af at opgradere IKEAs sortiment. De bedste af dem giver dine IKEA-møbler et luksuriøst touch og forlænger produkternes levetid.

Vi har samlet 3 af vores favorithackere, så du (måske) kan blive inspireret til at give dine møbler nyt liv.

1) Reform – IKEA hacks

Reform er en dansk virksomhed, der producerer fronter til IKEAs køkkener og skabe. De samarbejder med flere store arkitekter og designere, og du kan ikke undgå at forelske dig i farver og materialer, hvis du først tager et kig. Så pas på, siger vi bare.

Fordelen ved IKEA hacks af denne kaliber er, at du får alt det gode fra IKEAs funktionelle designs, og samtidig får du en æstetik, der slår det meste.

Apropos køkken har du så læst denne artikel, hvor Mettemaje fortæller lidt om, hvordan de gav deres tidligere køkken en make over for få penge?

2) Norse Interiors

En anden virksomhed, der har slået sig ned på IKEA hacks, er svenske Norse Interiors. De laver fronter til kommoder, opbevaringssystemer, skabe etc. – og de gør det godt, hvis du spørger os.

Her er fokus på mønstre og fine farver, og det er primært serierne Bestå og Malm, de opgraderer.

3) Superfront

Superfront er endnu et svensk firma, der hacker på livet løs, og omend de er i stil med de to førnævnte, vil vi vove at påstå, at det nok er her, du finder det største IKEA hacks-udvalg.

Det er ikke “bare” køkkenlåger og skabe, det er også håndtag, ben, sider, farver, materialer og alskens andre ting, der får dine IKEA-møbler til at ligne en million.

Vi er i hver fald solgt. Og lidt misundelige 🙂

Kender du til nogle spændende brands, så del dem endelig i kommentarfeltet – vi er altid så nysgerrige 🙂

Hvis du også er nysgerrig på lidt af hver kan vi anbefale dig at læse artiklen Badeværelse 2020 – inspiration til dit (nye) baderum.

Eller måske skal du besøge Bettina Holst’s farverige og varme kunstnerhjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *