Indretter du for din egen skyld eller for andres skyld?

Et godt interiør-foto på Instagram er vejen til mange ”likes,” og det er da skide skønt med dem. Men er det kun derfor, der bliver sat planter i vinduerne og malet hvide gulve i vores lille hjem? Læs vores overvejelser lige her.

Det ville være løgn, hvis jeg skrev, at vores nye lille hus ikke er en udfordring på indretningsfronten. Det har ikke de store åbne rum, som vores gamle skole havde. Billederne til vores IG- konto er svære at tage, og jeg får ikke meget foræret fra rummene og de smukke vinduer. 

Men nu drejer hele verden sig jo ikke kun om gode billeder til de sociale medier. Heldigvis ☺️

Følelsen af hjem

Og husker vi så det i hverdagen. At alt ikke handler om at bo flot, så der kan tages gode billeder? – for hvis skyld vil vi/jeg gerne ha’ tømt kasserne og smækket et rart og hyggeligt hjem sammen?

Det har vi da ind imellem spurgt os selv om, og det har andre spurgt os om.

”Det er da lige meget, hvis køkkenet er lille og knap så kønt, folk er da ligeglade,” siger andre til mig. Siger vi til os selv. Siger Daniel til mig og omvendt.  Og ja, det er folk måske nok, men det er jeg ikke selv. For modsat hvad mange måske tror, så indretter jeg ikke (kun) for at andre skal sige, at det ser godt ud. 

Jeg gør det for min egen skyld…

Jeg indretter vores hjem mest for min egen skyld. Jeg bliver kæmpemeget påvirket af mine omgivelser, og jeg har brug for en rar base hver dag. Den må gerne rode ind imellem, være halvfærdig, lille, skæv og mange andre ting. Den må gerne være uperfekt i andres øjne, så længe den er (tæt på) perfekt i mine øjne. Og det er den, når visse elementer, som jeg ikke altid selv kan udpege, spiller.

Følelsen af hjem skal være der, og det kan være mange ting, som er med til at skabe den følelse – her er et par af dem:

– bøger
– potteplanter
– pyntenips
– tæpper
– smukke stole
– et spisebord (et samlingspunkt)
– og og og…

Jamen altså. Det er jo alle de ting, de fleste andre også har brug for i deres hjem, hvis det skal være rart at være i. Det er jo egentlig ret simpelt og alligevel så svært at skabe den helt rigtige, gode, nære følelse i en bolig.

Og her er det vigtigste element naturligvis min familie – det giver sig selv ☺️

Lige i de her dage går vi rundt i vores nye hus med en blandet følelse af, at vi skal se at få styr på flyttekasserne, samtidig med at vi siger til os selv, at det ikke haster. Vi skifter mening hver time alt efter vores energiniveau. Fordi vi arbejdede så hårdt på skolen, indretter vi ikke så meget lige nu. Vores energi er på en måde lidt i bund. Vi orker næsten ikke en hel masse husarbejde. Så lige nu gør vi lidt og nyder sensommeren i stedet uden de gode IG-venlige-billeder og med et alt for lille køkken i huset. Og sådan bliver det nok ved et godt stykke tid endnu.

God mandag 😚

Find mere inspiration

Drømmer du selv om at indrette dig hyggeligt, rart og personligt – så find inspiration i Ulrikas skønne hjem lige her, eller tag et kig forbi Charlottes smukke villa i Horsens lige her.

P.S. En af mine egne favorit-inspirations blog altså den her hos Trines Blend – det er godt nok en livsstilsblog, men hun indretter også bare så fint. Jeg kan så godt lide hendes Nørrebro stil. Indretningen følger mange tendenser, men på en personlige måde. Og så bor de altså fem i en lejlighed, så der skal altså pladsoptimeres, og det har de været ret gode til😊

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *