Inspiration til en hyggelig terrasse med boheme

Inspiration: Boheme på terrassen

Foråret er kommet, solen er begyndt at skinne og snart rykker vi allesammen udendørs og nyder livet på terrassen eller altanen. En stil, der egner sig perfekt til at gøre udelivet hyggeligt, er boheme. Vi har samlet en række flotte inspirationsbilleder til dig, der drømmer om look’et.

– – –

Boheme er indbegrebet af hygge; planter, flet, mønstre, farver og en afslappet atmosfære hele vejen igennem. Du kan vælge at gå all in og style udeområdet med masser af smukke puder, plaider, tæpper og store grønne planter, men mindre kan også gøre det. Vælg dine yndlingselementer ud, og brug dem på terrassen eller altanen. Det giver et dejligt og underspillet uderum, hvor familien kan nyde de lune sommeraftener.

Personligt bliver vi helt igennem fascineret, når vi ser billeder som dem nedenfor. Planter overalt, bambusmøbler kurveflet, printede puder, kelimtæpper, marokkopuder og smukke nips… what’s not to like? Men indrømmet: Der er lang vej hjem, før vores egne terrasser er så hyggelige! Indtil det sker, tillader vi os selv at dvæle lidt ved drømmene, og vi håber, du vil være med.

Boheme på den overdækkede terrasse

Hvis din terrasse eller altan er overdækket, er det let at pynte op med puder og tæpper. Du slipper nemlig for at tage dem ind om aftenen. Du kan skabe “vægge” i uderummet ved at bruge store planter som på det første billede, men det kan også gøres ved hjælp af hængeplanter, der laver en naturlig afgrænsning til rummet udenfor terrassen.

Find inspiration til at indrette dine uderum med boheme
Billedet til venstre er fra Home Decor Designs, og vi elsker de grønne planter, der nærmest danner en hel væg bag sofaen. Og så er der bare noget med flet- og bambusmøbler! Billedet til højre er fundet på Pinterest, og de flotte mønstre leder tankerne hen på farverige Marokko.

Sidste sommer var vi på besøg hos Monika, der står bag instagramprofilen @monikapedersenart. Hun har også indrettet sig med en ret lækker overdækket terrasse: Hun er ikke gået all in på bohemelook’et, men har nuppet et par af tendenserne og givet dem et nordisk tvist.

Overdækket terrasse indrettet med nordisk boheme
Terassen er faktisk indgangen til Monikas fine hus, der ligger i en tidligere kolonihaveforening på Amager.

Skru op for dine accessories

Du kan sagtens mikse boheme med traditionelle skandinaviske materialer, som træ og hvidpudsede huse og på den måde skabe din egen personlige stil. Du skal bare give den gas, når det kommer til puder, tæpper, vaser og andre små pynteting. Og vær ikke bange for at vælge skrappe farver – det fungerer udemærket sammen med de mere dæmpede omgivelser.

Inspiration til en hyggelig terrasse med boheme
Til venstre har den enkle træterrasse fået masser af liv og hygge ved at tilføre et hav af puder i forskellige farver sammen med et par tæpper, der skødesløst er kastet over bænken og ned på gulvet. Billedet er fra bloggen I Do Myself. Til højre er stilen mere afdæmpet, men igen er det de små accessories, der gør det hele. Billedet er fra My Domaine.

Nordisk med en snert af boheme

Nu bor vi jo ikke i Marokko, og de færreste af os har i virkeligheden gennemførte bohemehjem, der ligger op til at gå all in på terrassen og altanen. Men heldigvis kan mindre også gøre det. Du kan nøjes med at bruge de bedste ideer og give dem et nordisk tvist, der passer til dit hjem.

Dét, der i virkeligheden skaber den hyggelige stemning på bohemeterrasserne, er de mange puder og tæpper. Det skal du tage med dig. Et enkelt tæppe på store betonfliser gør alverden til forskel, og det samme gør et par store gulvpuder på altanen.

Gør det hyggeligt med nordisk boheme på terrassen.
Billedet til venstre er fra Clem Around the Corner. Her er både tæppe, puder og møbler holdt i lyse toner, der giver et fint modspil til alt det grønne. Billedet til højre er fra Bolig Magasinet, og vi er helt forelsket i samspillet mellem de blå døre og det røde tæppe på fliserne. Enkelt men smukt.

Har du god plads på dine udeområder, er der intet som en hyggelig krog. Indret dig med en stor sofa, der kan rumme hele familien eller tillad dig selv at bruge pladsen til en smuk hængesofa. Begge steder er ideelle til at nyde en god bog i solen.

Inspiration til at gøre terrassen hyggelig med boheme
Der er ingen, der siger, at marokkanske puder ikke kan gå an på en lys, skandinavisk terrasse. Vælg afdæmpede farver, der passer til omgivelserne, og pynt med store grønne planter i hjørnerne. En anden misundelsesværdig løsning er en hængesofa, der kan fyldes med puder og plaider, så sommerens vejr kan nydes med en god bog i den ene hånd og et glas kølig hvidvin i den anden. Begge billeder er fra Fresh Design Pedia.

Småt er også godt

Har du knap så meget plads, så fortvivl ikke. Småt kan også være godt. Vælg dine møbler og accessories med omhu, og husk, at puder, tæpper og planter giver masser af hygge – også selvom det optager plads.

Inspiration til indretning af små altaner
Tip: Har du en altan med indkig, så skærm af med et hegn i bambus. Og fyld så på med gulvpuder, planter, nips og smukke farver. Billedet til venstre er fra Pinterest, mens det til højre er fundet på Fresh Design Pedia.
Find inspiration til at indrette altanen med boheme
Planter, planter, planter. Og så lidt flet, tæpper, plaider og puder – og så er du der. Billedet er fra bloggen Flüff.

Er bohemestilen gennemgående hos dig, vil vi blive så glade, hvis du vil dele dine billeder med os ved at bruge #alittlestorydenmark. Og hvis du kender til steder, vi skal besøge for at få mere inspiration i den retning, så giv os endelig et praj.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *