Stue - indretning af stue

Inspiration til indretning af stue

Stuen er det rum i hjemmet, hvor vi samles om hyggen. Det er her, vi flyder i sofaen, ser film og spiser popcorn med familien, leger og har det rart – og derfor betyder indretning en hel del.

Der er to ting, der tilsammen sætter rammerne for indretning af stuen: Sofa og fjernsyn. Vi ikke er meget for at påpege fjernsynet, og guderne skal vide, at vi altid forsøger at skyde udenom det, når vi laver boligreportager – kønt er det jo ikke ligefrem – men det skal have en plads. Det er stadig de færreste af os, der bor uden et fjernsyn (selvom det ville gøre stuen væsentligt kønnere).

Men hvordan indretter du dig så bedst i stuen? Hvordan får du rummet til at fungere, og hvad skal du være opmærksom på, når du placerer din sofa?

Vi har samlet en række tips til indretning af stue:

1) Træk møblerne ud fra væggen

Rigtig mange har en tendens til at stille møblerne op ad væggen for at skabe gulvplads, men det er ikke altid en god løsning. Sjældent faktisk. Det bliver hurtigt en smule klodset med den store plads i midten, ligesom møblerne ofte bliver presset sammen ved siden af hinanden.

Træk i stedet dine møbler – også sofaen – fri fra vægge og vinduer, så der kommer luft omkring. Der mås som minimum gerne være 30 centimer mellem dine møbler, og det er også en god idé at skabe lidt frirum, når der er vinduer eller døre.

2) Vær opmærksom på tæppernes placering

Tæpper er generelt med til at skabe varme og hygge i stuen, så du skal endelig holde fast i tekstiler til gulvene – men overvej, hvordan du placerer dem. Har du god plads, så bred dem ud, men sørg for, at der er luft omkring. Har du knap så meget plads, skal du være forsigtig med at dække for meget af gulvet.

Bruger du dine tæpper til at inddele områder i stuen, skal du være ekstra opmærksom i forbindelse med møbler. Hverken sofa, borde eller stole bør stå i udkanten af tæppet; det er enten helt indenfor eller helt udenfor.

3) Vær ikke bange for farver

Hvide vægge kan altid gå, men hvis du vil skabe en hyggelig atmosfære, kan du overveje at male en enkelt væg i en anden farve. Det samler rummet og gør en større forskel, end man umiddelbart skulle tro.

Er du ikke til farvede vægge, kan du i stedet få lidt farve ind med dine accessories. Puder, plaider, tæpper og nips må gerne have lidt kulør.

4) Skab en hyggekrog

Sofaen er det naturlig omdrejningspunkt, når det kommer til indretning af stue, men hjørnerne kan også udnyttes. Skab en hyggelig krog, hvor du kan slænge dig med læsning, strikketøjet eller bare ren og skær afslapning.

Tæpper, billeder og god belysning er grundelementerne i en hyggekrog, og hvis du vil have flere tips til lige præcis den del af din stue, kan du med fordel læse med her.

5) Fjern fokus fra TV’et

I takt med at fladskærmene bliver større og større er det svært at undgå at skabe fokus omkring TV’et i indretningen.

Du kan mindske konkurrencen mellem fladskærmen og stuens flotte indretningsdetaljer ved at gemme TV’et lidt væk. Mal eksempelvis væggen bag skærmen i en mørk farve eller overvej, om du kan skjule fjernsynet ved at gøre det til en del af billedvæggen.

Savner du inspiration til indretning af din stue, har vi samlet en række af vores bedste billeder fra forskellige boligreportager. Det er et skønt miks fra mange af alle de skønne mennesker, vi har besøgt gennem tiden 🙂

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *