Opskrift på kartiffelpizza m stenbiderrogn

Kartoffelpizza med gedeost og stenbiderrogn

Kartoffelpizza. Mums!

Det er jo ikke mig, der står i køkkenet herhjemme – ikke sådan for alvor i hvert fald. Jeg kan mest bage chokoladekage, muffins, hindbærsnitter og den slags, mens det der med rigtig mad ikke helt har fanget min interesse. Jeg spiser det gerne, bevares. Torben er til gengæld ret ferm i et køkken, hvis jeg må sige det, og nu er tiden altså inde til at dele lidt ud af hans opskrifter.

Den første, der kommer på banen, er den kartoffelpizza han lavede i fredags. Den trak mange kommentarer på Instagram, og faktisk førte den til, at vi får gæster i morgen aften – en veninde vil nemlig gerne lære at lave den 🙂

Personligt er det min nye favorit, hvad angår hjemmelavet pizza, og jeg var ellers lidt skeptisk over de stenbiderrogn på en varm pizza. Men det var ganske enkelt bare virkelig lækkert.

Så… lad os komme til sagen.

Kartoffelpizza med gedeost og stenbiderrogn

Af denne opskrift får du 8 minipizzaer eller 4 mellemstore pizzaer.

Ingredienser – det skal du bruge:

  • 500 g Tipo 00 (italiensk mel)
  • 3 dl Vand
  • 25 g Gær
  • 2 tsk Salt
  • 1 tsk Sukker
  • 0,5 dl Olivenolie
  • 200 g Kartofler
  • 600 g Gedeost
  • 250 g Creme Fraiche
  • 200 g Stenbiderrogn
  • 1 stk Hakket rødløg
  • 1 stk Dild
  • 1 stk. Karse

Sådan gør du:

  • Allerførst skal du lave pizzadejen, og har du god tid, kan du med fordel gøre det dagen i forvejen – den bliver kun bedre af at stå i køleskabet.
  • Opløs gæren i lunkent vand, og bland mel, salt sukker og olivenolie i. Rør det godt sammen – har du en af de smarte køkkenmaskiner, som vi ikke selv har endnu, så kør dejen langsomt i 8-10 minutter og derefter hurtigt indtil dejen samler sig (og klasker godt rundt i skålen, som bageren siger). Har du ikke en køkkenmaskine, må du ælte på livet løs. Som sagt – hvis du kan lave dejen dagen i forvejen, bliver den rigtig god. Har du travlt, kan du nu brække den af i de stykker, du har brug for.
    Herhjemme deler vi dejen i 8, fordi børnene kan lide at lave hver deres minipizzaer, og fordi vi synes, der er lidt hyggeligt med små pizzaer med forskelligt fyld. Vil du gerne have større pizzaer, kan du bare dele dejen i 4.
  • Mens dejen står og hviler i køleskabet, skræller du kartoflerne og skærer dem i meget tynde skiver. Dup dem efterfølgende med køkkenrulle, så væden tørres væk. Rul dejen ud i pizzastørrelse, og fordel tynde skiver gedeost (ca. 150 gram per pizza) og kartoffelskiver, så de dækker bunden. 
  • Bag pizzaerne i ovnen så varmt som muligt – herhjemme bager vi kun en ad gangen på 260 grader, og vi bruger en pizzasten for at få bunden ekstra sprød. Bagetiden afhænger af varmen – her får de 7-8 minutter, men ellers bag indtil den ser sprød og færdig ud.
  • Tag pizzaen ud af ovnen og fordel creme fraiche og stenbidderrogn (ca. 75 g per pizza) oven på, og pynt med hakket rødløg, dild og karse.
  • Server din sprøde pizza med det samme, og gerne med et køligt glas hvidvin.

Er du bare forbi for at fordrive tiden, så læs gerne med her, hvor du kan se, hvilke tendenser der rører sig på badeværelset i 2020.

Eller her hvor du kan læse lidt om, hvordan du omplanter dine stueplanter, hvis du har brug for det 🙂

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *