Kbh tur/retur – har vi fortrudt?


Det er vel godt to år siden, vi solgte vores skønne villalejlighed på den fineste gade i København Nordvest. Vi elskede vores hjem og vores gade, men alligevel solgte vi for at flytte ned på den gamle skole i Sydsjælland. Nu flytter vi tilbage tættere på storbyen, men har vi mon fortrudt?

Da vi i sin tid så villalejligheden på Dortheavej, var det kærlighed ved første blik. Vi var kun lige trådt ind gennem hoveddøren, da vi var sikre på, at vi havde fundet vores første rigtige hjem sammen. Der var flere interesserede, så vi skyndte os at byde og fik lejligheden kort efter.

Vi var i den syvende himmel. Vi rykkede fra Frederiksberg, hvor vi havde boet i kort tid til leje, og før da boede vi hver for sig. Det her skulle være vores base, vores fælles hjem og det var perfekt. Villalejligheden lå på de to øverste etager i en smuk gammel villa, og vi havde både terrasse, egen have og en halv garage samt verdens bedste underboer, som vi stadig ses med i dag. 

Drømme om et andet liv

I alle årene elskede vi vores lille sted. Vi skabte en skøn oase, en dejlig have og vi fik Birthe og Bernhard. Men undervejs begyndte især jeg at drømme om lidt mere – om mere plads og eget hus. Priserne i nordvest steg og steg så vi ville ikke kunne købe et hus her i vores favoritkvarter. Så jeg begyndte at kigge længere væk fra byen, for når vi alligevel ikke kunne købe i byen, kunne vi vel lige så godt rykke helt ud på landet til et stort gammelt hus med stor have og tæt på markerne.

Vi så på en del og slog det hen igen, for vi var så glade for nordvest. Men pludselig så vi den gamle skole på nettet og tog ned for at kigge på den. Stedet var det slot, jeg altid havde drømt om. Det store gamle hus var enestående og her var der mulighed for alverden. Jeg fik overtalt Daniel til at flytte med herned, selvom han vel egentlig mest er en storbydreng, som elsker at gå ud og være sammen med vennerne i byen.

Rykket fra by til land

Vi overvejede og overvejede situationen i mange dage, havde ondt i maven og var i tvivl. Men så besluttede vi os for at prøve drømmen af. Fra vi så den gamle skole til vores villalejlighed var solgt, gik der kun kort tid. Vi havde en bolig, som mange gerne ville have, så salget gik stærkt. Men tiden op til overtagelse gik næsten forræderisk langsom. Vi skulle vente i et halvt år, og i den tid nåede vi at fortryde 100 gange. Vi gik mere end én gang i seng med ondt i maven.

Var det et tegn? Måske, jeg ved det ikke. Eller også var det bare en naturlig usikkerhed. Uanset hvad var vi helt klar til at leve drømmen om landlivet ud, da vi overtog skolen. Og det har vi gjort – Vi har renoveret, som vi drømte om. Vi har været lokale med de lokale, som vi drømte om. Vi har gået ture i naturen, som vi drømte om. Vi har leget i en kæmpe have, som vi drømte om. Vi har gjort alverden. 

Når vi nu flytter tilbage

Vi har gjort alt det, vi gerne ville. Ikke uden ondt i maven med tanke på den oase vi forlod i København. Det var et savn i lang tid, i dag er det mindre. Og derfor kan jeg også ærligt sige i dag, at vi ikke har fortrudt. Heller ikke selvom vi nu flyttet tilbage igen. 

Det første halve år sagde jeg, at hvis vi kunne gøre det om, ville jeg være blevet i vores hjem i Nordvest. Hvorfor? Fordi vi åbenbart var meget mere forbundet med stedet, end vi gik og bildte os selv ind. Men langsomt ændrede jeg mening og lod mig (midt i hårdt arbejde og byggerod) rive med af alt det skønne ved vores smukke gamle skole.

Jeg elsker det her hus. Det er mit drømmehus. Men det er ikke vores drømmested. Derfor er vi nødt til at flytte tilbage. Daniel og jeg har ofte spurgt os selv, om vi skulle være blevet boende i vores gamle hjem, også nu hvor vi skal tilbage og ikke kan få noget i vores gamle kvarter. Men vi er kommet frem til, at vi ikke ville gøre det om. Var vi blevet boende, havde vi ikke fået afprøvet det her eventyr, og vi ville altid tro, at vi skulle noget andet. Nu ved vi, at vi ikke skal noget andet. Vi skal såmænd ”bare” bo i nærheden af byen i en lille bolig, som ikke gør meget væsen ud af sig, men som vi kan omdanne til vores eget lille eventyrhus. 

Det er sådan, det skal være. Hjemmet er jo som bekendt der, hvor hjertet er og ikke i det hus, der er størst og smukkeste med de fineste vinduer og flotteste gulve – det siger jeg til mig selv hver dag, når jeg går gennem stuerne på skolen og tænker på, at jeg aldrig får et hjem så smukt igen, som jeg har lige her. Men det er også helt i orden. Det er helt ok, for sådan må det være.

7 Comments

  1. Hej Kristian,
    Tak for din kommentar – Det med at sidde om 20 år og fortryde de ting, vi ikke gjorde, er noget vi snakker meget om. Vi er glade for tiden på skolen og muligheden for at bo i så fantastisk et hus. Men stedet var ikke vores drømmested, fordi de lå for langt fra Daniels virksomhed, så der gik for meget kørsel i hverdagen…ganske enkelt. Og så savnede vi byen, at kunne smutte forbi gode venner en søndag eftermiddag på cykel og den slags:)

  2. Dejligt at høre om andre der har gjort det samme og er glade – vi har været meget i tvivl om alting, men vi nyder at være tæt på byen igen. Tak for din kommentar:)

  3. Tillykke med beslutningen. Vi rejste tilbage til byen for 2 år siden, efter at have levet landlivet og drømmen ud. Det er det bedste vi har gjort og vi elsker at være tilbage, på trods af færre kvadratmeter og mindre have!

  4. Tak for den inspirerende historie. Jeg tror også, det er vigtigt med nye kapitler. Nye græsgange. Så selv om det lyder til, at I nemt kunne have haft et fortsat dejligt liv i hjemmet i NV, så har I satset på eventyret – respekt for det! Og nu risikerer I i hvert fald ikke at sidde som 80-årige og tænke tilbage på, at I skulle være flyttet på landet. Du skriver, at skolen var jeres drømmehjem, men ikke drømmested. Hvorfor egentlig ikke? Kh. Kristian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *