Lysthus. Er det ikke noget, vi alle drømmer om at ha’ i haven? Et sted til afslapning, grønne slyngplanter og lune forårs- og efterårsdage. Vi har efterhånden set nogle stykker, der gerne fik lov at stå i vores have, og nu er tiden kommet til at dele dem med jer.
Drømmer du ikke om et allerede, så gør du, når du har set billederne her!
– – –
I A little story er vi begge i skrivende stund flyttet til større huse med dertilhørende større haver. Og nu drømmer vi i den grad om et lysthus. Et af den slags, vi har set, når vi har besøgt skønne mennesker som Helle Langer (@hellelanger), Christina Elmer Balleby (@fruelmer) og Lisbeth Dreymann (@lisbeth_dreymann_home).
Det er tre forskellige stilarter, men på hver sin måde er de alle tre helt fantastiske. Vi er helt sikre på, at der er mindst ét, du kan lide!
Rustikt, lækkert og gennemført personligt
Vores absolutte yndlingslysthus er uden diskussion dét, der står hos Helle Langer. At hun samtidig bød os på den lækreste frokost, vi nogensinde har fået på et reportagebesøg, gjorde kun oplevelsen endnu bedre. Og vi fik lov at spise i det fine lysthus.
Huset er bygget op af gamle vinduer, som Helle og kæresten fandt billigt på dba. Begge sider samt fronten er tilnærmelsesvis fyldt ud med vinduer, mens bagsiden er beklædt med træ for at holde lidt af varmen ude. Vi elsker, at vinduerne ikke er ens, at de ikke er renoveret og at de har den der skønne charme, som kun gamle ting har.



Stilrent, enkelt og smukt
Hos Listbeth Dreymann fandt vi endnu et lysthus af gamle vinduer. Stilen er helt anderledes end Helles, men endnu engang var det ret svært ikke at blive forelsket.
Vinduerne har Lisbeth fundet hos Genbyg. Huset er bygget symmetrisk op, der er højt til loftet, synlige spær og masser af gulvplads. Det er enkelt og stilrent, og det er i den grad et lysthus, vi gerne så i vores egne haver.



En hyggekrog til hele familien
En flot sensommerdag besøgte vi Christina, hvis have også gemte på et lille lysthus. Huset her er bygget symmetrisk op med ens vinduer, og de hvide karme spiller godt sammen med det mørke træ. Huset gemte sig i et lille hjørne af haven. Det perfekte sted at finde fred og ro i en travl hverdag.
Den bagerste væg er beklædt med træ, og det giver mulighed for at indrette en stor spisekrog, hvor der er plads til hele familien. Lysthuset gemmer på ting, der har betydning for familien, og indretningen er afslappet, varm og personlig.


Hejsa! Ved du hvor jeg kan få fat på Helle Langer vedr hendes lysthus? Kan nemlig ikke finde hende via @hellelanger. 😊 Mvh Nanna Endersby