Nyt hjem, nye eventyr – nye muligheder


Nyt hjem! Vi flytter fra skolen – læs her, hvad der skal ske i vores nye hus, og hvad vi drømmer om i fremtiden.

Om fire dage afleverer vi nøglerne til vores gamle skole, og jeg har en konstant klump i maven, selvom jeg er virkelig glad for vores beslutning. På en måde har vi nærmest personliggjort skolen i den tid, vi har boet der, og derfor er det svært at sige farvel. Som at forlade en kærlighed, man er vokset fra. Men sådan må det være, og med det farvel skyder nye muligheder frem, nye projekter og drømme.

Mange har spurgt os, hvad vi har lavet og skal lave i vores nye lille hus – og sagen er, at vi skal lave en hel del og slet ingenting… faktisk. Vi skal mest af alt være en familie, der lever tæt sammen og nyder rolige dage i haven og huset. Tager på cykeltur til legepladsen lige om hjørnet og de længere ture ind til Nørrebro i weekenden for at drikke kaffe, spise kage og mødes med gode venner. Vi skal livsnyde, kramme, holde i hånden og (forhåbentlig) ikke stresse over værelser, der skal fikses, en have der gror alt for hurtigt og hovedøre, der måske/måske ikke skal skiftes + lange bilture frem og tilbage til job.

Et godt fundament

Vores nye hus er et solidt et af slagsen fra 1930 med næsten nye vinduer i underetagen, ok vinduer ovenpå, et næsten nyt tag og brugbare rum. Haven er bittelille. Men stor nok til et par højebede, hindbær, et drivhus og en lille gårdterrasse med krukker. Det hele er i en så tilpas størrelse og orden, at vi kan lave noget, når vi gerne vil, men vi skal ikke døje med dårlig samvittighed. Så det er godt!

Når det så er sagt, er det klart, at vi har forberedt os lidt her før indflytningen. Vi overtog vores hus fra Iben, den sødeste tidligere ejer i hele verden, i virkelig god tid. Og vi har haft mulighed for at lave lidt allerede. Vi har slebet gulve og malet dem. Vi har malet vægge, loft, paneler og trappe. Det er det!

Male, male, male i stuen i det nye hus

Sådan bor vi den næste tid. Måske et år, måske ti år. Det må tiden vise. Men vi har naturligvis drømme for det lille hus. Vi prøver ikke at italesætte dem voldsomt meget (det er mest mig, der skal holde igen, så Daniel ikke får istandsættelses-pres)… men hvis vi skulle lave en ønskeseddel for vores nye sted, så ser den sådan her ud:

I nær fremtid

– Et drivhus (det har vi planlagt at lave næste år)
– Et par højbede (kommer også næste år)
– Et nyt badeværelsesmøbel til wc i underetage (det andet er røget ud, så det skal vi ha’ indenfor en overskuelig tid)

Om laaang tid

– Vi vil gerne flytte køkkenet, som er småt og ikke lige vores stil, ind i stuen for enden af den ene væg. Så bliver det et køkkenalrum. 
– I det gamle køkken vil vi lave et skab til fodtøj, jakker osv., som man kan komme til fra gangen. I resten af det meget lille rum, vil vi lave en briks og indrette et daserum med mulighed for tv-kiggeri og afslapning.
– Badeværelset oven på skal nok have en opdatering på et tidspunkt på badeværelsesmøbel-fronten. 

Og hvis vi drømmer rigtig stort, så får vi engang lavet en lille bitte tilbygning eller en udestue fyldt med lys og mulighed for planter og en lille sofa eller noget.

Det er det!

Men lige nu har vi mest fokus på at flytte ud og flytte ind. Det tager tusind år og virkelig meget energi. Men vi håber på en rolig september, og det ser vi frem til☺️

Vi er ikke de eneste, der har travlt her efter ferien. Læs lige her, hvordan første arbejdsdag efter ferien gik for Camilla på @arablestreet

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *