Fredagsslik hos @arablestreet

Nye vaner – og nu har jeg sagt det højt…

Jeg har ladet mig fortælle, at når man siger noget højt, så er der større chance for at det lykkes – simpelthen fordi man på den måde står en lille smule til ansvar overfor dem, man har sagt det til! Lad os se, om det er sandt…

Der var engang for mange år siden. Før jeg blev gift og fik tre børn, et hus og en virksomhed. Hvor jeg havde al tid i verden men ikke vidste det.

Dengang dyrkede jeg motion. I mine helt unge dage var det holdsport, og fra de sene teenageår bare løb og styrketræning. Jeg var slank og stærk, havde masser af energi og kunne hoppe på trampolin uden at tisse i bukserne…

Så fik jeg børn!

Der er 22 måneder mellem de to store, men faktisk gik det rimeligt okay med at finde både tid og overskud til træning, selvom vi havde de to. Men da vi fik nummer tre. Og byggede et hus. Og jeg startede en virksomhed. Ja, der gik det ligesom ned af bakke. Og det har VIRKELIG været en lang bakke!

Men nu skal der nye vaner til.

Når man selv kommer i sidste række

De fleste af jer, der har børn, kan nok nikke genkendende til det faktum, at man som mor hurtigt ender som nummer sjok i fødekæden. Der er så mange ting at ordne altid. Legeaftaler, fritidsaktiviteter, madpakker. Der skal læses lektier, handles ind, laves mad og gøres rent (indimellem). Og man skal også ha’ tid til at se hinanden, hygge sig og bare være til – og til at se sine venner og passe sit arbejde for den sags skyld.

Alt det har jeg gjort, og for det meste med både godt humør og stor glæde. Men når børnene var puttet og min egen tid principielt set skulle begynde, så har jeg været for træt. Jeg har ikke orket at dyrke motion, og det har jeg accepteret. Det nytter ikke noget at slå sig selv i hovedet, og jeg har altid vidst, at overskuddet en dag ville komme tilbage.

Det begyndte det at gøre for nogle måneder siden. Jeg fik pludselig lyst til at dyrke motion og droppe de millioner af usunde snacks, jeg spiste i løbet af dagen. Eller droppe og droppe – i hvert fald til at skære ned på dem. Der er bare det med dårlige vaner, at de er svære at få bugt med – og de nye vaner er svære at få gang i.

Jeg har fundet 3 gode tips til at ændre vaner, hvis du har lyst til at springe med på vognen – sidst i indlægget kan du se præcis, hvilke nye vaner jeg håber at få. Hvilke nye vaner kunne du tænke dig?

Psst… Skærmtid er ikke blandt mine dårlige vaner – i hvert fald ikke samvittighedsmæssigt – det kan du læse mere om her.

1) Ét skridt ad gangen

Når du vil ændre en vane, er det en god idé at tage en ting ad gangen. Det er svært nok at bryde én dårlig vane, men hvis du vil af med 5 på én gang, så er det nærmest dømt til at mislykkes.

Min personlige erfaring siger mig, at det er rigtigt, og allerede her kommer jeg i vanskeligheder. Jeg er nemlig den fødte optimist, så derfor tror jeg, at jeg godt kan droppe chokoladen, spise flere grøntsager, stå tidligere op hver dag OG blive bedre til at holde orden, kvitte overspringshandlingerne på jobbet og måske oven i købet lære at stå på hovedet i samme ombæring (det skulle være sundt). Nye vaner here I come…

2) Bær over med dig selv

Dårlige vaner sidder ofte godt fast. Derfor er de også svære at komme af med igen. Var de ikke det, var der jo ingen af os, der havde dem. Det betyder også, at selvom det går rigtig godt de første 3-4 dage, så sker det måske, at du alligevel falder i. At du tager et stykke chokolade på en tirsdag, eller overspringshandler hele din onsdag væk.

Her er det vigtigt, at du ikke er for hård ved dig selv. Træk vejret dybt, og tilgiv dig selv. Fokusér på de dage, hvor de lykkes, og sig til dig selv, at ét stykke chokolade om tirsdagen trods alt er bedre end tre stykker hver dag.

Det her punkt er heldigvis ret nemt for mig. Jeg kender efterhånden mig selv ret godt, og jeg ved, at min rygrad er rimelig slatten, når det kommer til specifikke ting – som slik og chokolade – og derfor bliver jeg ikke sur på mig selv. Jeg prøver bare igen og håber på at finde balancen mellem godt og skidt en dag.

3) Hjælp dine nye vaner lidt på vej

Du er muligvis af den overbevisning, at du sagtens kan sige til og fra, efterhånden som fristelserne dukker op for næsen af dig, men der er absolut ingen grund til at gøre det sværere for dig selv. Hvis du vil stoppe med at drikke cola, så undgå at have cola liggende i køleskabet. Tøm slikskuffen, så den ikke modarbejder dit ønsker om at mindske sukkerindtaget. Stil løbeskoene frem ved døren, så du ser dem. På den måde er både gamle og nye vaner lettere at overskue.

Hvis vi skal runde af på det personlige plan, så kan jeg kun erklære mig helt enig i ovenstående. Gennem længere tid har vores sliksskuffe eksempelvis været tom, fordi… ja, fordi det så er lettere at lade være med at spise slik. Men i sidste uge var Mettemaje og jeg på job i Tyskland, og så røg der da lige lidt slik og chokolade med hjem. Det spiser jeg så lystigt af i skrivende stund. Og i mange andre stunder.

Og hey… at tage til Tyskland er bare en af fordelene ved at være selvstændig – der er mange flere. Find Mettemajes “fordele og ulemper”-liste her.

Egne vaner – hvad skal ind, og hvad skal ud?

Så kommer vi til det, det hele handler om. Jeg skal sige mine ønsker højt, så jeg forpligter mig til at føre dem ud i livet. Here it comes…

Dårlige vaner

Jeg har to dårlige vaner, jeg gerne vil til livs:

  1. Jeg vil gerne lade være med at snooze hver evig eneste morgen. Det er den dårligste vane i verden og det giver os unødvendigt travlt hver dag.
  2. Jeg vil gerne blive bedre til at holde mig fra slikskuffen.

Jeg kommer til at starte med slikket, men jeg ved også, at det kommer til at være en op og ned-ting. Hvis skuffen er tom, så går jeg ikke ud og køber slik. Hvis skuffen er fuld, kan jeg godt holde mig fra den, hvis jeg er frisk og veludhvilet – er jeg derimod træt og uoplagt, så er det nærmest som om slikket kalder på mig. Kort og godt: Skuffen skal tømmes, og så skal den ikke fyldes igen.

Det der med at snooze om morgenen – det er min akilleshæl. Og jeg har besluttet, at jeg skal ha’ indarbejdet de gode vaner, før jeg kigger på denne her (ét skridt ad gangen, ikke sandt?)

Du kan læse mere om mit liv som B-menneske her.

Gode vaner

Jeg har tre gode vaner, jeg gerne vil gøre til en fast del af min uge:

  1. Jeg vil gerne træne minimum 3 gange om ugen, så jeg kan passe på min krop og få mere energi i hverdagen.
  2. Jeg vil gerne gøre yoga til en fast del af min hverdag for at få en større kropsforståelse og en stærkere sammenhæng mellem krop og sind.
  3. Jeg vil gerne – og det her er helt lavpraktisk, men alligevel virkelig svært for mig – gå i seng, så jeg kan få mindst 8 timers søvn hver nat (hvis ungerne sover, vel at mærke)

Nummer et er forholdsvis let, for det er bare at komme af sted. Jeg kan godt lide det og har allerede været i gang den seneste måned, så hvis det er rigtigt, at det tager 3 uger at inkorporere en ny vane, så er den hermed lagt 🙂

Nummer to er lidt sværere. Sidste uge var min første uge nogensinde med yoga – jeg har fået lov til at følge med hos Simone, der har online yoga – og det svært og udfordrende. Både fysisk, men især at finde tiden til det. Som nogle af jer måske så på Instagram, så havde jeg først en lang række undskyldninger klar, da Simone spurgte, om jeg ville prøve. Men da jeg fik tænkt mig lidt om (og i øvrigt havde læst et af Simones indlæg, der påpeger, at hvis noget er vigtigt for én, så finder man tiden til det), blev jeg enig med mig selv om, at det skal være nu, hvis det skal være.

Det betyder, at jeg i sidste uge dyrkede yoga tre gange. Fem faktisk, men de to af gangene var sammen med børnene, så de tæller ikke rigtigt. Det var bare kun den ene af gangene, at det var sådan rigtig rart. De to andre gange var efter kl. 22.00, og det er bare lidt for sent for mig. Men ja – jeg siger til mig selv, at det vigtigste i første omgang er at gøre det. Så må jeg tilpasse kalenderen hen ad vejen.

Den tredje burde være let. Det er den bare ikke. Ikke for mig. Jeg er en dør til at komme op om morgenen, og jeg elsker at være vågen til sent. Det fungerer bare ikke i en hverdag med job og børn, så derfor drømmer jeg om det andet. Og håber at jeg en dag kan presse mig selv til at lære det.

Den gode vane fra mine drømme

Jeg har én enkelt vane, der er drømmen over dem alle – og den opsummerer meget godt det meste af ovenstående.

I den bedste af alle verdener står jeg op hver dag kl. 05.15 (ikke i weekenderne). Jeg starter dagen med yoga. I stilhed. Drikker en kom kaffe. I stilhed. Læser i en bog, mens jeg spiser morgenmad. I stilhed. Så vækker jeg børnene, og dagen kan for alvor starte.

Hvis man ikke sigter efter stjernerne, så rammer man heller ikke 🙂

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *