Nyt spisebord og sofa – vi kommer mere og mere på plads, men…


Her i det lille hvide hus går det godt. Vi føler, vi kommer mere og mere på plads, men indimellem tager vi tre skridt frem og to tilbage, simpelthen fordi vi ikke kan beslutte os for det ene eller det andet, og så gør vi ingenting. Men nu har vi bestilt et nyt spisebord og en ny sofa, og det er stort.

Der er selvfølgelig håbløse ventetider på møbler, så I kan ikke se vores nye sofa endnu og heller ikke bordet, men det er godt på vej og lander forhåbentlig her i huset i starten af det nye år – det bliver rart at kunne indrette vores stue, der de sidste fem måneder har bestået af midlertidige løsninger og ingen billeder på væggene.

Men det har også været svært med møbler til det her rum – det er på en måde det eneste rum, vi sådan rigtig har, der skal indrettes, fordi huset er så småt. Stuen er husets ”store” rum og skal fungere som spisestue og sofastue (forhåbentlig som køkkenalrum en dag, når det lille the-køkken bliver slået sammen med.)

Nye tider med mindre rum

Med et forholdsvis vigtig rum i hverdagen er det alfa omega for os, at det fungere – til at spise mad i, til at hygge i, til at være i og lege i. Vi er i det her rum stort set hele tiden. Så derfor har vi haft enormt svært ved at beslutte os for noget som helst.

Vi er bange for at træffe forkerte beslutninger. Og det er nemt i et smalt rum, som det her er. For hvor stor må sofaen være. Og hvor bred og lang må spisebordet være. Vi startede med at give vores sofa væk, før vi flyttede ind. Vi var godt klar over, at den var for stor. Vi tog vores spisebord med, som du kan læse om her – men det fungerede slet ikke, og vi har erkendt, at vi skal have noget mindre, så det har vi solgt videre – således synes vi, at vi har fortjent at finde noget andet til os selv, nu vi har sendt både sofa og bord videre i systemet. Måske er det en slags forbrugs-selvbedrag, ja det er det nok…Hmmm!!!

Ny stil i huset

Vi vil gerne have et spisebord, hvor der er plads til gæster. Vi har vævet noget frem og tilbage med det – og vi har nu besluttet os. Vi gør noget helt andet, end det vi havde på skolen. Vi går en lidt mindre landlig stil i møde med et rundt spisebord med stålben og en sofa med stålben. Bum!!!

Sofaen er sådan en sag her fra HAY – meget lidt flyder-agtig, men forhåbentlig ret tilpas i stilen til den her lille stue. Vi har dog bestilt den til tre personer, og jeg er alvorligt i tvivl om, hvorvidt det er for stort. Så kryds fingre for, at det er helt rigtig bestilt. Vi har selv sammensat bundstoffet og stoffet på hynderne, og den bliver meget lys og nordisk (total upraktisk til en familie med barn, WE KNOW, men skidt lidt med det i to sekunder).

Spisebordet er også et sats. Det er rundt, og så er det i to dele, som vi selv sætter sammen – en marmorplade og så et stel, som en smed laver for os – SÅ spændende. Vi håber, det bliver godt. Men vi må vente og se…indtil da kan vi glæde os over, at vi har fået en radiatorskjuler til vores karnap i gave (reklame) af en snedker, der hedder Daniel og har firmaet Qvadrant – find ham her. Og så har vi endelig fået ryddet ud i soveværelset og samlet tøjskabe, så det er til at komme rundt i det. Hurra!!!

Ja, hvem ved – måske ender det med at blive et hjem en dag uden kaos i alle rum. 

God mandag aften😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *