Hvide gulve - Polyurethan (PU) gulv - @arablestreet

Polyurethan (PU) gulv – alt om vores hvide gulv

I spørger og spørger til vores hvide gulv; hvad er det lavet af, hvordan er det at holde og er vi glade for det. For at lette arbejdet for mig selv, samler jeg up’s and downs lige her.

Polyurethan (PU) gulv er det knap så mundrette navn på vores gulv. For nemhedens skyld går vi bare med PU 🙂

Hver uge er der mindst én sød følger på Instagram, der spørger til vores hvide gulv. Hvad det er lavet af, hvem der har lavet det, hvordan det er at holde, om det egner sig til børn etc. Spørgsmålene er mange, og jeg vil så gerne give alle et fyldestgørende svar, så derfor dedikerer jeg nu et helt indlæg til lige præcis dét.

Jeg tænker at dele det ind i en slags fordele og ulemper; let’s see if it works.

Hvide gulve hos @arablestreet
De hvide gulve er gennemgående i hele huset.

Fordele ved polyuretan (PU) gulv

For lige at slå det fast med det samme, så er vi sindsygt glade for vores gulv. Jeg ELSKER den store hvide flade, der i hele huset. Torben er en smule mere forbeholden, fordi han også er ret glad for trægulve. Den diskussion vandt jeg med argumentet: Vi kan jo altid lægge trægulve ovenpå senere.

Af fordele kan jeg nævne:

  • PU-gulvet kan lægges i hele huset – også i vådrum. Vi har det i brusekabinerne, og det er så fint (synes jeg selv).
  • Der er ingen synlige samlinger, hvilket der ville ha’ været, hvis vi var gået med et beton- eller epoxygulv.
  • Det er støddæmpende og derfor ikke så hårdt for ryggen som eksempelvis betongulve.
  • Det er faktisk også en smule støjdæmpende, men med tre børn og et væld af legeaftaler, er det ikke noget vi lægger meget mærke til…
  • Det er let at gøre rent (tro det eller ej).
  • Det er ret svært at spilde noget, der ikke kan vaskes af igen.
  • Det er insta-venligt 🙂

Ulemper ved polyurethan (PU) gulv

Hvor der er fordele, er der ulemper, og det gælder også med vores hvide gulv. Men de opvejes til fulde af fordelene.

Det drejer sig om:

  • Gulvet er en smule glat – særligt hvis man har glimmerstrømper på.
  • Det er let at gøre rent, men… Det skal støvsuges og vaskes ofte. Hvor tit afhænger af ens tolerance overfor nullermænd, men jeg kunne forestille mig, at nogle ville ønske at støvesuge hver dag (de “nogle” er ikke os, kan jeg afsløre).
  • Det skal VIRKELIG vaskes ofte og meget, hvis du vil undgå gule plamager ved afløbet i bruseren.
  • Vi har ladet os fortælle, at tunge møbler, fx et spisebord, der står præcis samme sted i lang tid (et års tid sagde gulvmanden) vil give mærker/fordybninger. Det er nu ikke noget, vi har oplevet endnu.

Er der mere?

Generelt set er vi ovenud glade for vores valg af gulv, så jeg er ikke bleg for at anbefale det til andre. Det blev lavet af Vesla Gulve i Odder, og jeg kan ikke sige, hvad det koster, desværre. Vi fik det lavet i forbindelse med byggeriet af vores hus, så vi gav en tillægspris på ca. 60.000 kr., men jeg aner kort og godt ikke, hvilken pris det blev lagt til. Eller om byggefirmaet har en aftale om ekstra gode priser.

Er der noget, jeg ikke er kommet omkring, så spørg endelig i en kommentar.

Og hvis du vil se flere hvide gulve, så læs med hos Mettemaje, der altid maler sine gulve hvide, når hun flytter et nyt sted hen 🙂

9 Comments

  1. Hej Mette
    Personligt synes jeg, at overfladiske skrammer og ridser fra stole, legetøj m.m. bare blender ind i gulvet – det er ikke noget, jeg lægger mærke til. Men hvis jeg kigger med det rette lys fra den rette vinkel, så kan jeg da se, at de er der. Til gengæld har vi for nylig tabt et stykke skarpt metal, og det har lavet et reelt hul (om end lille) i gulvet.
    Kh Camilla

  2. Hej.
    Jeg er nysgerrig på at høre jeres erfaringer ift hvor modtagelig gulvet er for ridser fra fx stole, legetøj, robotstøvsuger mm.
    Jeg håber du har tid til at svare, da vi meget overvejer at få lagt et sådan gulv.
    Mvh Mette

  3. PU gulve er ikke godkendt til vådrum (ex badeværelser) Bare info
    Det vil give en K 3 er
    Mvh Mette

  4. Hejsa 🙂
    Vi har haft det på badeværelserne i 3,5 år, og vi er stadig glade for det. Kalk sætter sig som gule “pletter” omkring afløbet, men de er nemme nok at få af med lidt knofedt. Men altså… det er jo hvidt, så man kan se det meste skidt med det samme, og det gælder også på badeværelset, så det skal man selvfølgelig være ok med. Det er jo svært at støvsuge og vaske gulv hele tiden 🙂
    Kh Camilla

  5. Hej 🙂

    Vi overvejer at få lagt PU gulv på begge vores badeværelser, da vi ikke synes om fliserne på gulvet, men ellers ikke har behov for en større renovering. Kan se du skriver at i har det i brusekabinerne og at det er fint. Har du mulighed for at uddybe jeres oplevelse med det på badeværelse? Tænker mest ift. længe har i haft det og om i kan se noget slid? Og også om kalk sætter sig meget fast. Er vildt meget i tvivl om det er en holdbar løsning i vådrum..

  6. Hej Anette – jeg kender desværre ikke farvekoden, men gulvfirmaet sagde, at det var den eneste, de havde, der var hvid (og at det var den typiske RAL-kode for hvid). Jeg håber, I bliver glade for gulvet, og held og lykke med renoveringen 🙂

  7. Vi overvejer også et lyst PU-gulv i vores kommende hjem, som vi skal i gang med at renovere, og det er dejligt at høre, at det godt kan lade sig gøre, selvom man har børn. Hvad er farvekoden på jeres?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *