Romantikken overskygger det hele


Når alt det man romantiserer, ikke viser sig at holde stik, kan det godt føles en anelse dumt. Men måske har man lært noget af det…

Jeg har det med at romantisere alting og leve en hel del i fortiden (og meget i fremtiden – bør blive bedre til nu’et, men det er en helt anden snak)…altså det her indlæg skulle i virkeligheden have heddet: ”Det gode campingliv.” Jeg har skrevet flere sider om, hvor skønt det er at være på camping med familien, hvordan jeg er vokset op med det osv. Osv. Det skulle have været oppe på vores side sidste torsdag, men så blev jeg syg og fik det ikke op. 

Sygdom eller ej. På camping kom jeg til gengæld sammen med min søn, Bernhard. Vi skulle besøge mine forældre, der altid er på camping i Pinsen med gode venner, der alle ofte har børnebørn med. I år ville jeg også med for hyggens skyld (og fordi Daniel skulle på tur i tre dage, og jeg ikke orkede at være alene med B alle dagene:)) – så der var vi – tre voksne, Bernhard, min søsters to børn og en hund i en campingvogn. Jeg var mavesyg og vejret var lort. 

Midt i sygdom og regn

Det var pludselig knap så skønt, som jeg huskede det. Altså i solskin er alting jo godt, men i regnvejr not so much. Virkelig. Det var selvfølgelig også, fordi jeg var syg. Men stadigvæk. Mellem besøg på fællestoiletter af både mig selv og barn, der lige har smidt ble, og forsøg på at hvile sig på 10 kvm mellem tre børn plus legekammerater og ja…så kom jeg til at tænke over det smukke indlæg, jeg netop havde skrevet om campinglivet, og hvordan jeg på en eller anden måde havde bildt mig selv ind, at en campingtur lige meget hvad, er lig med ro, afslapning og hygge.

Og det er det altså også meget af tiden, men ikke hele tiden. Og det er ret typisk mig at glemme de trælse sider af sagen, hvis jeg har besluttet mig for, at noget er en god idé – jeg romantiserer tingene, indtil jeg sidder i saksen og det går op for mig, at sååå fedt er det måske ikke altid.

Her er flere ting, jeg ved, jeg gør det ved:

En stor have:

Jeg elsker haver. Jeg elsker blomster, træer, græs og krukker. Jeg er vokset op hængende i min oldes kjolesøm, i mens hun plantede blomster, fjernede ukrudt og drak kaffe i skyggen af havens træer. Det er min alt overskyggende romantiske drøm at bo med en smuk, frodig og velduftende have, fordi det giver alverdens ro til sjælen.

Men det gør det ikke, hvis haven er for stor og overskuddet til at få skik på den er ikke-eksisterende (og man renoverer på livet løs). Sådan en have laver ikke sig selv og med krævende jobs og barn, kommer det ikke til at ske foreløbig. Men jeg bilder stadig mig selv ind hver vinter, at i år så sker det. Og det tror jeg stadig på, men måske i lidt mindre skala i det nye hus i Herlev hvor grunden er minimal – det bliver en lille byhave drøm i stedet. Illusionen lever i hvert fald stadigvæk.

Ja, vi er jo endt med at sælge den gamle skole og får snart nøglerne til vores ny sted – se her hvor vi skal bo.

Bo på landet:

Jeg er vokset op på landet med kig til marker, gåafstand til vandet og landbrugsmaskiner som kørte gennem byen. Det er da romantisk. Helt perfekt for et barn at vokse op i. Sådan fik jeg overbevist Daniel om, at det var på tide at flytte ud af byen – og sådan fik vi købt skolen her.

Vi har udlevet vores romantiske drøm og det piner mig at skrive, men drømmen kunne ikke bære. Det viste sig ikke at være vores drøm alligevel. For pludselig satte hverdagen ind, og det fungerede ikke for os. 

Den romantiske forestilling om aftentid i haven og gåture op for at handle holder ikke stik for os. Vi savner byen, dens tilbud og nemheden i hverdagen. Daniel bruger alt for mange timer frem og tilbage på job i sin bil, og jeg kører mere bil nu end jeg bruger cyklen, hvilket er helt forkert, kan jeg mærke. For os er det ikke nemt at bo på landet, det er endnu mere svært end at bo i byen, så det blev ikke det, vi forestillede os.

Renoveringsprojekter:

”Så kan vi stå og male væggene sammen om aftenen, når Bernhard sover, i mens vi hører musik og snakker.” Den slags sætninger har vi (måske mest mig) sagt til hinanden 1000 gange, før vi flyttede ind på skolen for at renovere. Den ultimative romantiske vrangforestilling. 

Jeg tror at rigtig mange og ikke kun os, har en romantisk idé om, hvordan det er at sætte et hus i stand sammen. Virkeligheden er en total anden, især hvis man har børn. En passer barnet, i mens den anden renoverer. Sådan er det de fleste timer, og det er en ensom proces det meste af tiden. 

Renovering er ikke nemt, men heldigvis er der par, som trives bedre med det end andre og samtidig får lavet noget super skønt – som i det her skønne hus i Ringsted

Alene ferier:

Daniel og Bernhard er mega sociale. Det er jeg ikke altid. Og jeg har flere gange tvunget os til at holde ferier helt selv i for lang tid, fordi det er noget så hyggeligt med tid til hinanden. Tid hvor vi kan gøre, hvad vi vil og hvor der for alvor er grobund for gode snakke osv osv osv. Det jeg glemmer midt i min forestilling om ”den gode ferie” er, at de to mænd i huset bliver utålmodige efter to sekunders ro og at et barn på tre år synes, det er sjoveste med legekammerater.

Så lektien er, at en god ferie er en ferie, hvor vi ikke nødvendigvis er alene hele tiden, men har familietid alene nu og da, og hvor jeg får alenetid ind imellem, i mens de to andre hygger med alle vennerne:)

Købe sommerhus:

Jeg har i mange år drømt om et lille sommerhus med hvide gulve, stråhat på knagerne og gåafstand til vandet. Det er oppe at vende et par gange om året, og hver gang er det med drømmende stemme, jeg præsenterer det for Daniel – for det kunne jo være så hyggeligt med et ekstra weekendhjem. 

Ja, det kunne det. Og jeg drømmer stadig om det, men hvis jeg virkelig tænker efter, så ved jeg jo godt, at det også vil blive en masse arbejde og surhed pga. alle de weekender, hvor vi ikke får det brugt, fordi vi virkelig tit er på Fyn eller i Jylland eller ude og rejse. 

Der skal jo også males træværk og slås græs i et sommerhus og vaskes op efter maden…men det kan jeg sagtens overkomme, bilder jeg mig selv ind. Men måske kan jeg faktisk ikke det, når nu jeg synes, det er svært nok at følge med herhjemme:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *