Selvstændig freelancer på barsel: Når livet som selvstændig er lidt kringlet


Selvstændig: Hvis I følger med på min instagram @100kvm_eventyr, så ved I, at jeg er gravid (Wiiii). Jeg skal føde i maj, men er allerede nu i gang med at gennemtænke min barsel (læs: tænke alt for meget på den). Jeg er jo selvstændig, og derfor bliver min barsel ikke fyldt med fridage til at pleje vores nye søn og resten af familien.

Det er klart, jeg skal bruge tid på at amme, skifte ble, gå tur, putte, vaske tøj, når jeg går på barsel til maj. Men jeg er også nødt til at arbejde. Det er sådan set okay, for jeg har på en måde selv valgt det, da jeg blev selvstændig. 

Jeg arbejdede også sidste gang, jeg var på ”barsel.” Jeg startede med at skrive artikler efter et par uger, da jeg fødte Bernhard. Det var sygt hårdt, også fordi fødslen og den efterfølgende tid var alt andet end rolig for mig og B’s far – hård fødsel, kejsersnit, gråd, amme-bøvl, kolik og laaaange vågne nætter. Den samme sang som for mange andre. 

Jeg skulle arbejde om dagen, når Bernhard tog lur. Det betød, at jeg aldrig selv sov, fordi han var vågen de fleste nætter og græd i timevis…det gjorde jeg sgu næsten også selv. Og nu skal vi til det igen – barsel og arbejde på en gang. Puuhhh!!

Bare tankerne om det gør mig nervøs. Jeg er naturligvis bange for, at det bliver samme smøre som sidste gang. Det var hårdt. For hårdt. Men forhåbentlig bliver det anderledes denne gang, selvom setuppet er det samme. 

Drømmer du selv om at blive selvstændig? Læs lidt om alt det gode og lidt om det trælse – lige her.

Barsels-dagpenge og arbejde i kvoter

Men hvorfor skal jeg så det? Altså arbejde. Kan jeg ikke bare lade være?

Jo og nej! Det kan jeg til dels. Men det er svært for en selvstændig at ”cutte” al kontakt til sine kunder og så regne med, at de stadig er der efter et år, når den lille skal i vuggestue og man igen er fuldtid på arbejdsmarkedet. Det prøvede jeg at gøre med en del af mine kunder sidste gang – altså efter vi naturligvis havde snakket om det og aftalt at jeg kunne vende tilbage, når jeg var klar – men da jeg var det, var de for længst videre. Det ville de måske have været alligevel, det kan man ikke vide, men…!

Og så er der det med pengene. Vi har herhjemme sparet op til barn nummer to. For jeg kan ”kun” få barsels-dagpenge, i mens jeg er på barsel. Og jeg er naturligvis taknemmelig for, at jeg i det mindste kan få noget. Men jeg tror, vi får brug for lidt mere end det, jeg kan få udbetalt, så derfor tænker vi (jeg), det er bedst at arbejde en anelse ved siden af.

Det kunne jeg selvfølgelig godt lade være med. Men ja, så er der det med at sætte den lille freelance-biks på pause i mens. Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan gøre det. Jeg er så nervøs for, at det bliver en kamp uden lige at få den op at køre igen. Det er i forvejen ikke nemt for mig at være freelancer og sælge mig selv, så hvis mine faste kunder (måske) også er væk, så ved jeg snart ikke, om jeg taber pusten.

Lyder det som en klage-sang? Det er det egentlig ikke ment som. Der er bare tanker om ting, man skal tage stilling til, hvis man (du) drømmer om at blive selvstændig og samtidig overvejer at få børn.

Elsker du friske blomster? Bliv klogere på lige her, hvordan du holder liv i din buket så længe som muligt.

Vil du være selvstændig?

Det er jo ikke sådan, at du skal vælge ikke at blive selvstændig, selvom du gerne vil have børn en dag. Måske er du en af dem, der får giga succes og hvor penge ikke bliver et problem, så du kan hyre dig ud af barsels-problematikken eller noget helt andet. Måske tænker du endda, at du alligevel ikke gider gå hjemme med den lille og det derfor vil være skønt at have den med rundt.

Sådan er det ikke for mig – jeg elsker at være selvstændig. Men jeg gad godt, at jeg havde en fast arbejdsplads lige præcis i forbindelse med barsel. Så ville jeg/vi få flere penge den første tid, og jeg ville vide at andre tog sig godt af mit job, i mens jeg var væk. Og jeg kunne nøjes med at bruge tid på at være mor. Det gad jeg godt😊

Men sådan er det ikke, og som det er nu, er jeg ved at finde ud af reglerne omkring min barsel. Altså hvor meget kan jeg få, hvornår kan jeg arbejde lidt igen og hvor meget kan jeg arbejde. 

Det kan godt være lidt af en jungle at finde rundt i regler og den slags, når du skal på barsel som selvstændig. Men måske er det også det, hvis du skal på barsel fra et job, tænker jeg. De er enormt søde til at svare på ting inde hos Udbetaling Danmark, når de har fået et par kald på det seneste.

Mest tænker jeg meget over, hvilket arbejde det er bedst for mig at lave, i mens jeg er på barsel. Der er noget, der er så tidskrævende og/eller energi-sugende, at det vil være umuligt for mig at lave, så det sorterer jeg fra. Der er også noget, jeg har nemmere ved end andet, og det bliver nok det, jeg holder fast i. Jeg kan lige så godt forsøge at gøre det så rart for mig selv som muligt. Og heldigvis går vi ind i sommeren, når den lille kommer (i år bliver en virkelig god sommer, har jeg besluttet). Og lyse nætter og sol hjælper jo på både energi, tankermylder og smilet😊

Det skal nok blive godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *