Online yoga med Simone fra Ro Yoga

Yoga: 4 week challenge

(reklame for Ro Yoga) Hos A little story skal vi have noget mere bevægelse ind i vores arbejdsdag. Simpelthen fordi det er for hårdt for både krop og psyke at sidde foran skærmen så meget, som vi gør.

Vi har allieret os med Simone fra Ro Yoga, og spørgsmålet er, om det er gået, som vi havde forestillet os?

Gennem længere tid har vi talt om at gøre bevægelse til en mere kontinuerlig del af vores arbejdsdag. Vi er ofte enten på farten i bilen eller placeret foran skærmen i vores respektive hjem, og selvom vi mener at holde os både unge og fit for fight, så er sandheden en lidt anden. Vi sidder ganske enkelt for meget ned.

Vores første tanke gik på at have walk and talk-møder hver mandag formiddag, hvor vi alligevel ofte har brug for at vende ugen der gik, og ugen der kommer. God idé i teorien. I praksis sker det ikke helt endnu.

Derfor kom det også ret belejligt, da Simone fra Ro Yoga skrev og spurgte, om vi ville teste hendes online yogaplatform. Mettemaje har tidligere dyrket yoga, mens Camilla har haft det som et mål at komme i gang.

Du kan i øvrigt læse hvad Camilla ellers har af planer for sit fysiske velvære lige her – det går ikke lige godt med det hele, kan vi afsløre.

Vi arrangerede det som en art 4 week challenge, hvor vi skulle forsøge at inkorporere yoga i vores arbejds- og dagligdag over en periode på 4 uger. I skrivende stund har vi været i gang i 8 uger, og nedenfor kan du læse, hvordan det er gået.

Forhåbentlig finder du også lidt inspiration til selv at komme i gang. Du kan afprøve Simones univers gratis i 14 dage, og tro os: Det er vanedannende.

Q’s & A’s: yoga som den gode vane

Kort og godt – en række spørgsmål om vores arbejde med mere bevægelse, om online yoga og selvfølgelig om Ro Yoga og søde Simone.

Q: Hvordan er det gået med yoga de sidste 8 uger?


A – Mettemaje:

Det er gået godt og skidt.

Jeg blev enormt glad, da vi fik muligheden med Ro Yoga, fordi jeg netop var flyttet til Herlev og søgte efter et hyggeligt yoga-stamsted. Det er der ikke i Herlev eller tæt herpå. Kun i et par fitnesscentre, og det er ikke noget for mig, når det kommer til yoga. Halvdelen af en yogaoplevelse og den velvære, det giver, opstår for mig i sammenspillet mellem selve yogaen og mine omgivelser. Rummets indretning, varmegrader, lugte, musik og menneskerne omkring mig. Jeg har før gået på yogahold i store halvkolde fitnessrum, hvor der pumper diskomusik i rummet ved siden af, og det inspirerer mig ikke.

Nå, derfor var jeg helt på, da vi fik adgang til Ro Yoga. Simone er dygtig, har en meget rar stemme og omgivelserne er smukke.

Jeg startede godt ud med introøvelser og nybegyndervideoer for lige at mærke, hvor jeg var. Og jeg var meget bedre end frygtet. Det gav blod på tanden.

To til tre gange om ugen med afslapningsøvelser var mit mål. Det gik fint, indtil december satte ind, og jeg blev klar over, at det skulle gøres i min frokostpause, for ellers ville det ikke ske.

I december kan jeg ærligt sige, at det er blevet til meget lidt yoga. Shame on me. Så nu er det plottet ind i kalenderen i morgen, fredag, for så er det nemmere at få gjort, har jeg erfaret. Hvis det står som et punkt i min kalender 😉

A – Camilla:

Jeg kom ret godt fra start. Og så gik det ned ad bakke.

Jeg havde virkelig sat mig for at gøre yoga til en absolut og fuldstændig fast del af min hverdag, som det også ses ret tydeligt på billedet nedenfor, der er et screenshot af mit indlæg om nye vaner. Derfor blev jeg også vildt glad, da Simone gav os mulighed for at være med.

De første 3-4 uger gik det rigtig godt. Jeg havde håbet, at jeg kunne stå tidligere op om morgenen og starte dagen med morgenyoga, men det skete ikke helt. I stedet havde jeg 1-2 dage om ugen, hvor jeg holdt forlænget frokostpause med yoga, og 1-2 aftener om ugen med yoga inden sengetid.

Det der med “inden sengetid” blev ret presset, fordi det ofte blev sent. Til gengæld var det fedt med yoga i frokostpausen, men det er bare svært at forsvare så lange frokostpauser hver eneste dag 🙂

De seneste 4 uger er jeg faldet af på den. Jeg synes, at hverdagen med tre børn er presset, og når jeg skal vælge mellem at træne i fitnesscenteret eller dyrke yoga derhjemme, så falder valget som regel på førstnævnte. Simpelthen fordi jeg så kommer lidt hjemmefra og ikke bliver forstyrret af børnene. Men men men… nu har jeg lige læst Mettemajes svar, og jeg tror, jeg vil afprøve hendes trick med at skrive det i kalenderen!

Q: Hvordan er det at dyrke online yoga?


A – Mettemaje:

Jamen det er faktisk helt godt på flere plan. Jeg har gjort det før i perioder, men der er noget utrolig rart i at følge én person, Simone, hver gang. Så udvikler man et kendskab til stemmen og stemningen.

Det gode ved at gøre det online er jo, at det går noget stærkere. Du skal ikke op på din cykel, ind til en aftalt time og hjem igen. Her bestemmer du selv, hvornår det er, og du kan gøre det lige ved siden af dit skrivebord eller spisebord.

Det er oplagt, især hvis du arbejder hjemmefra. Men ind imellem ville det være rart med den fysiske nærhed mellem mennesker, for lige at mærke stemningen helt ind i kroppen og blive rettet på, hvis en stilling er forkert.

A – Camilla:

Nu har jeg jo aldrig rigtig dyrket yoga på traditionel vis, så jeg har ikke noget at sammenligne med. Men jeg synes, at det er virkelig dejligt at blive guidet af Simone på skærmen, og man vænner sig også til både stemmen og stemningen, så der er noget rart i det på den måde også.

Indimellem tænker jeg, at det nok ville være meget godt for mig at komme ud i den virkelige verden også. At mærke andre mennesker og få mere direkte vejledning. Men jeg kan egentlig ret godt lide, at det er noget, jeg gør for mig selv.

I hvert fald kan du roligt kaste dig over online yoga, selvom du er begynder.

Q: Vil du fortsætte med yoga?


A – Mettemaje:

Helt bestemt. Jeg vil både forsætte med yoga hos Simone, fordi det er virkelig god online yoga, og så vil jeg i mit stille sind drømme om, at der åbner et hyggeligt yogacenter i nærheden af mig i Herlev. Og ja, så vil jeg måske også drømme om, at jeg ikke har en rygrad som en regnorm, når det kommer til selvdisciplin.

Flere af sessionerne hos Ro Yoga har allerede vist sig at være god for min krop – i lænden, nakken og fordøjelse, som er tre øv-punkter i min krop. Så man (jeg) burde da være et fjols for ikke at holde ved.

A – Camilla:

Jeg skal helt sikkert fortsætte med Simones yoga. Jeg kan mærke, at det gør så mange gode ting ved både min krop og mit sind, og samtidig kan jeg mærke, at jeg har savnet yogaen de sidste uger. Det havde jeg ikke forestillet mig.

Lige nu drømmer jeg om at falde over et system, der fungerer for mig. Mere tid dukker der nok ikke op. Og jeg vil altså stadig helst i gang om morgenen, men altså… Måske skal jeg bare acceptere, at jeg ikke er et decideret morgenmenneske, så er det måske også for meget at forlange af mig selv 🙂

Uanset hvad har jeg det præcis som Mettemaje: Man (jeg) skulle da være et skarn for ikke at fortsætte!

Psst… Er du heller ikke morgenmenneske, og vil du læse et B-menneskes erkendelser, så læs det her indlæg – du er ikke alene!

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *